Gudbenådet brevskriver

"Med snudehulkende hilsen fra William Heinesen"

Formidabel udtrykskraft i disse breve fra den aldrende digter. Bogens forside

Formidabel udtrykskraft i disse breve fra den aldrende digter. Bogens forside

William Heinesen var en gudbenådet brevskriver. Det viser hans breve over 17 år til programmedarbejder ved Danmarks Radios tv-kulturafdeling Else Lidegaard. Lidegaard traf Heinesen i forbindelse med forarbejdet til det interview, hun lavede med ham i 1974, og det viste sig hurtigt, at der var tale om sindsmæssige overensstemmelser, der bevirkede, at der opstod en livlig korrespondance mellem dem i de sidste 17 år af Heinesens liv. Et halvt hundrede breve, ofte med tegninger eller papirklip, blev det til: "Jeg har skåret og klippet en masse nye billeder, det er efterhånden blevet til en mani, men clippomani er i alt fald bedre end narkomani." Litteraturhistorisk bringer de ikke synderligt nyt, ej heller personbiografisk, skønt de ofte fortæller om Jørgen-Frantz Jacobsen og om Estrid Bannister Good, modellen til romanfiguren Barbara, men disse breve illustrerer en formidabel udtrykskraft og sproglig-stilistisk opfindsomhed hos den aldrende digter: "Barndom, ungdom, voksenalder og alderdom ytrer sig med vidt forskellige former for livsfølelse. Ved siden af det bastante mønster, din skæbne efterhånden tegner, eksisterer utallige potentielle mønstre, der, selv om de splittes for alle vinde, dog markerer markante lyseffekter i din samlede tilværelses festfyrværkeri." Hertil kommer en kolossal associationsramme. Belæst har han været. Brevene begynder temmelig afmålte og er holdt i Des-form, men snart skifter de til den mere fortrolige dus-stil, ofte fyldt med koketterier. Heinesen er jo en ældre charmør - og Else Lidegaard lader sig redebont bedåre som en skønjomfru i prudeste vår. Bogens undertitel er da også "Et forelsket portræt", og kritisk er dette portræt bestemt ikke. Bogens intensitet fader desværre ud efterhånden, bl.a. fordi bogen tenderer det private, når Lidegaard bringer sig selv og sine følelser i sving over for ligegyldige ting: så mislykkes en middag, så løber et samvær ud i sandet, så rejser hun herhen eller derhen. Det liver heller ikke op med lommefilosofiske betragtninger a la "jeg lægger vægt på begravelser, synes, det hjælper én over tabet at have fulgt helt til dørs. Måske holder jeg også af begravelser, fordi man der kommer ud til kanten af tilværelsen og oplever om ikke en mening med døden, så i hvert fald en livets katarsis, som får én til at se sin egen tilværelse med nye øjne og i andre proportioner, om så kun for en stund." Jens Henneberg kultur@nordjyske.dk Else Lidegaard: "Med snudehulkende hilsen fra William Heinesen" 237 s., 279 kr., Gyldendal.