Guddommelig lyd i Jetsmark

Menigheden ved Jetsmark Kirke kunne i går indvie nyt orgel med skøn musik og besøg af biskoppen

Bine Martine Gori
Organist Britta Knudsen havde fod på orglet, da Jetsmark Kirkes menighed i går indviede det nye orgel til tonerne fra selvsamme og skønsang fra det nyoprettede kirkekor. Foto: Lars Pauli
Musik 6. oktober 2008 06:00

JETSMARK: Pigekoret småsnakker og ler spændt, mens kirkegængerne tager plads med ryggen til det orgel, der skal fejres. En blandet menighed falder til ro, og der bliver tysset på pigerne, mens mindre søskende vender sig om for at se efter deres søstre, der i dagens anledning har ens bluser. De ser små ud foran det store orgel, der skinnende indtager hele vestsiden af kirken. Det gamle orgel står en smule fortabt. Det forsvinder snart og gør plads til endnu flere pladser og stole end de 200, menigheden har placeret sig i. Kirkeklokken lyder. Biskoppen, sognepræster, menighedsråd og alle andre med pondus er på vej med dannebrogsfaner i front. Organist Britta Knudsen slår takten an, og biskoppen træder ind med blafrende gevandter. - Lad os alle bede, lyder det rungende fra alteret. Festgudstjenesten er i gang. - Denne søndag den 4. oktober 2008 er den bedste dag i Jetsmark Sogn. Vi tager kirkens nye orgel i brug, konstaterer biskop Søren Lodberg Hvas og lykønsker menigheden. Biskoppen fortæller, hvordan han på deres vegne glæder sig over, at det længe ønskede orgel endelig er kommet på plads - for hvad er en gudstjeneste uden musik og sang, filosoferer biskoppen, mens menigheden tyst lytter til ordene, inden det igen er tid til at bryde ud i sang. Det er pigekorets anden optræden, og både familie og bekendte tillader sig med jævne mellemrum at kaste et blik bagud for at smile til pigerne, der smukt synger sig gennem gudstjenesten i skøn harmoni med lyden fra orglets piber, der skinner som sølv i de tindrende solskinsstråler fra oven. Efter gudstjenesten måtte flere blandt menigheden lige tage et ekstra kig på orglet, mens familierne til pigerne i kirkekoret pavestolt tog imod de små sangere. - Det gjorde I bare rigtig flot, roste mormor Mie Hansen sit barnebarn, Maria Christiansen, da hun suste ned fra podiet for at vise, hvad hun havde fået foræret. En orange chokoladeguldbarre i anledning af indvielsen kirkens orgel. - Det er den slags, jeg bedst kan lide, sagde en af pigerne, inden hun med sin familie forsvandt i menigheden, der langsomt sivede ud af kirken. Punktum var sat for den første del af festen, der måske aldrig rigtig slutter i Jetsmark - det nye orgel er kommet for at blive.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...