Guds fred - og godt med graffiti

Munke spillede mølle midt i undervisningen - og tegnede på kirkestole

Marianne D. Cornett
Preben Jeppesen glæder sig over Latinskoleelevernes skarpe og kreative knive, der fortæller samtidshistorie. Foto: Peter Broen
EMNER 15. januar 2007 05:00

SÆBY: Sæby Kirke står over for en gennemgribende renovering. Kirken, der sidst fik en grundigt overhaling i 1960, skal have skiftet epitafier, gulve, bænke, der er hårdt angrebet af borebiller. Desuden skal kirken have et nyt varmeanlæg. Der var en gang, hvor der boede 20 munke på Sæby Karmeliterkloster, der blev bygget i tilknytning til den første kirke. Her skruer vi tiden tilbage til 1462 - altså længe før reformationen i 1536. Efter reformationen blev der oprettet en Latinskole hvor eleverne fik undervisning i græsk og latin og mange andre, lærde discipliner. Samtidig gik de til kirkegang - der ofte kunne trække ud i flere timer. I dag kan man stadig se tydelige spor af, hvor drengene har siddet og lyttet andægtigt til undervisningen - samtidig med at de har ladet tankerne gå på langfart. På bagsiden af de oprindelige stolerygge har de ridset deres navne, tegnet skibe og illustreret små situationer fra virkeligheden som så ud fra 1550-1700, hvor det endegyldigt var slut med Latinskolen. Og dybe mønstre i stolesæder, rygge og bordplader afslører, at der både blev spillet kryds og bolle og mølle og dam. Og tegnet sejlskibe med kanoner og ristet navnetræk på synderen. - Vi betragter denne dekorative middelaldergraffiti som et værdifuldt historisk dokument, der fortæller noget om, hvad eleverne foretog sig, når de angiveligt sad lyttede til deres lærer. Og jeg tror ikke, de fik ørefigener for at dekorere stolene, siger Preben Jeppesen, der er formand for menighedsrådet i Sæby Kirke. Renoveringen af Sæby Kirke bliver ikke billig. - Det beløber sig til ca. seks mio. kroner. Vi samarbejder med kirkearkitekt Øjvind Jørgensen og Nationalmuseet om renoveringen, og vi venter at det endelige projekt bliver klar i 2007, siger Preben Jeppesen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...