Guds ord torsdagei det fri

EMNER 12. juni 2003 08:00

SKAGEN: Traditionen tro er det også i sommer gudstjeneste i det fri ved Den Tilsandede Kirke. Der er noget ganske unikt ved at sidde i klitterne under Guds store himmel og lytte til ordene om skabelsen, lidelsen og ikke mindst kærligheden. Det er som om, at det høje rum giver tanken tid at flyve helt derop, hvor de små ting giver stor mening.Sommeren igennem holdes der gudstjeneste ved Den Tilsandede Kirke alle torsdage klokken 19.30, og det bliver hver gang med blæsermusik. Første gang er torsdag 18. juni. Gudstjenesten varer cirka en halv time. Den Tilsandede Kirke er et spændende stykke lokalhistorie. I klitterne vest for Skagen by står tårnet at den gamle sognekirke, Sct. Laurentius. I fire hundrede år samlede den menigheden, indtil sandflugten lagde sig hen over kirkevej og kirkegård og forfaldet satte ind, så man i 1795 så sig nødsaget til at ophøre med at holde gudstjeneste. Sct. Laurentius var en prægtig kirke med et imponerende inventar, hvoraf nu kun alterets to svære malmlysestager er tilbage. De står nu på den nye kirkes alter inde i byen. Men under jordoverfladen gemmer sig endnu rester at kirkens fundamenter og gulv - samt en døbefont, der ikke, som det øvrige inventar - blev fjernet og solgt. Laurentius er skytshelgen for denne og mange andre vesterlandske kirker. Han var de fattiges beskytter og led martyrdøden på en rist.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...