EMNER

Gudstjeneste før søndagens juleoptog i Hurup

HURUP:Menighedsrådet indbyder til familiegudstjeneste i Hurup-Hallerne søndag eftermiddag som optakt til det store juleoptog, foreningerne arrangerer igennem byen. Ved familiegudstjenesten er der luciaoptog, sang og prædiken ved sognets nye præst, Ruth Folmersen. Sognets anden præst, provst Jens F. Munksgaard, deltager også, og kirkens organister og børnekor står for musikken. Hertil et blæserensemble fra Struer. Gudstjenestens tema er advent og forventningen til den kommende julefest. Sognets foreninger er, fortæller Jens F. Munksgaard, inviteret til at komme med faner, så scenen med det lysende kors og alterbordet kan kranses af de deltagende foreninger. Han tilføjer, at gudstjenesten slutter i god tid før det store optog, så alle kan nå at klæde om og stille op til optoget gennem den julesmykkede gågade, hvor handelsstanden har forberedt sig på et stort fremmøde af egnens beboere. dl.