EMNER

Gudstjeneste med vandretur

Foto: Jørn Deleuran/Scanpix

Foto: Jørn Deleuran/Scanpix

VESTJYLLAND:Efter gudstjenesten søndag formiddag i Tarm Kirke var menighedens medlemmer indbudt til pilgrimsvandring. De blev kørt i bus til Lønborg Kirke, hvorfra vandringen gik tilbage til Tarm langs åen. En af ideerne med pilgrimsvandringen er tid til at nyde naturen, tale sammen og måske møde nye mennesker. Det er blevet tiltagende populært de senere år at arrangere kortere eller længere pilgrimsvandringer, og tankerne bag er enkelhed og langsomhed. Ingen kalender, ingen travlhed, ingen aftaler, men nogle timer, hvor man bare skal vandre og på den måde opnå både indre og ydre stilhed og ro. I en travl hverdag kan det være svært at høre sig selv og endnu sværere at høre Gud. Men når roen sænker sig, bliver der igen plads til de større perspektiver i tilværelsen, påpeger tilhængere af pilgrimsvandringerne.