Gudstjeneste og skovtur i ét

Kristi himmelfartsdag gælder det Lundby Bakker

Ved gudstjenesten i Lundby Bakker medvirker kor og præster fra kirkerne i det østlige Aalborg, og Nordvestjysk Brassband spiller til salmerne og under kaffen efter gudstjenesten. Privatfoto
EMNER 19. maj 2014 14:21

AALBORG: Kristi himmelfartsdag, torsdag 29. maj, tager kirkerne i det østlige Aalborg i skoven. Her er der nemlig gudstjeneste på festpladsen i Lundby Bakker kl. 11 med efterfølgende kaffe. Hvis man har lyst, kan man også tage en madkurv med og lave en hel skovtur ud af det.

Hvis man vil i kirke Kristi himmelfartsdag, kommer man til at gå forgæves, hvis man bor i Aalborg østre provsti og går til sin lokale sognekirke.

Gudstjenesterne i de enkelte kirker er nemlig aflyst. Til gengæld afholdes der én stor fælles gudstjeneste i Lundby Bakker, hvor solen selvfølgelig vil stråle fra en skyfri himmel.

Ved gudstjenesten medvirker kor og præster fra kirkerne i det østlige Aalborg, og Nordvestjysk Brassband spiller til salmerne og under kaffen efter gudstjenesten.

Prædikant ved gudstjenesten er den nye provst for Aalborg østre provsti Christian Bjørn Krüger.

Efter gudstjenesten vil menighedsrådene være vært ved en kop kaffe, te og juice til de fremmødte. Har man lyst, er man velkommen til at tage madkurv med og spise frokost i de smukke omgivelser. Medbring evt. tæppe eller klapstole hertil.

Fra Gistrup Kirke vil der kl. 9.30 pilgrimsvandring til friluftsgudstjenesten.

Som en smuk optakt til friluftsgudstjenesten vil der være mulighed for fælles vandring gennem den forårspyntede skov. Vandringen slutter ved ankomsten til festpladsen, og efter gudstjenesten vil der for dem, der ønsker det, være mulighed for at følges ad tilbage til kirken.

I tilfælde af dårligt vejr flyttes gudstjenesten til Gistrup Kirke. Det vil i givet fald blive offentliggjort på de enkelte kirkers hjemmeside senest i løbet af onsdag 28. maj.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...