Guf international

NIBE:Der var internationalt snit over Kino Nibes særforestilling "Tal Til Hende" af den oscarbelønnede instruktør Pedro Almodóvar tilsat en spansk-inspireret menu på Hotel Nibe. Det første forsøg på at blande guf fra biffen med lækkerier fra hotellets køkken til frokost. En italiener, den 30-årige nyuddannede cand. polyt Piere Luigi Puoti, spiste og var i biffen sammen med kæresten Anne Borg, som han bor sammen med i Farstrup. De to mødte hinanden, da de begge studerede i spanske Granada, det blev hurtigt til mere end venskab, og turen gik til Danmark, hvor de slog sig ned i Annes barndomsby for at dele både bord og seng. Anne er nu i gang med at skrive speciale på Aalborg Universitetscenter, AAU, mens Luigi kigger sig om efter et job. - Jeg ser frem til en dejlig film ovenpå en lækker frokost, lød det fra Anne Borg, inden turen gik fra hotellets restaurant til Kino Nibe et par stenkast borte. Skuffende få deltog dog i det fælles fremstød for mad og film. - Måske er vi for langt henne på foråret til den slags arrangementer, vurderer formanden for Kino Nibe, Hans Henrik Henriksen.