Guidede ture til kirker og kunst

HOBRO:Nu får hobroenserne chancen for at lege turister i deres egen by og gøre en ny opdagelse eller to på den række guidede ture, der arrangeres som et led i kulturkommuneåret. Efterskolelærer Lise Rosendahl, Hobro, der har taget initiativ til vandringerne, fortæller, at inspirationen er hentet fra London, hvor hun altid har været draget af annoncerne om "Walks with..." Der er ingen tilmeldning til de guidede ture. Man skal bare møde frem og nyde at være med. Ved nogle af turene må deltagerne påregne at betale lidt for buskørsel. Den første vandring er allerede i morgen, søndag 27. april, hvor Kirsten Libach Pedersen viser rundt på Hobro Kirkegård og fortæller Hobro-historie med udganspunkt i nogle af de borgere, der ligger begravet der. 20. maj er Svend Nielsen, formand for Hobro Kommunes Kunstsamling, guide på en vandring til nogle af de mange kunstværker, der findes rundt omkring i byen. 24. maj og 30. august besøges kirkerne i oplandet. Søren C. Olesen fører deltagerne fra kirke til kirke og fortæller om arkitektur, historie og myter. 19. juli er målet for vandringen tre haver i Hobro, der netop på det tidspunkt står i deres smukkeste blomstring. Og 23. august fører arkitekt Bo Graugaard rundt i byen og fortæller.