Guitarblues med Nalle

"Back To The Roots"

Hygge og godt guitarspil - Nalle er i fin form på dette akustiske udspil. Coverforside.

Hygge og godt guitarspil - Nalle er i fin form på dette akustiske udspil. Coverforside.

Er du til masser af elegant akustisk guitarspil forsynet med den tidligere fynske slagtersvend Nalles yderst troværdige og let slidte vokalarbejde, så er det bare at få fat i albummet her. Nalle har god smag, når han skal vælge standards fra den store bagkatalog af blues, roots og oldstyle rock, og her er både bidrag fra en bluesmand som Eddie Taylor, soulsangeren Sam Cooke og såmænd også Dylan med nummeret "This Dream of You". 14 numre er det blevet til, og det er sådan noget musik som passer til en lille røgfyldt klub og noget rart stærkt i glasset. "Blues Stay Away From Me" hedder et af numrene, og det er netop det hele albummet handler om. Rent akustisk med de to guitarister Ivan Sand og Henning Kaa i hurtigt parløb på strengene, synger Nalle hyggen usvigeligt stilsikkert hjem, mens vi jager vinterbluesen på flugt med disse sange om knuste hjerter samt håbefuld tro på en bedre personlig jeg-fremtid. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk Nalle and his Crazy Ivans: "Back To The Roots" Marsk Music