Musik

Guitarkoncert i det intime kirkerum

SIEM:I aften giver guitaristen Finn Svit koncert i Siem Kirke, som ifølge arrangørerne fra Siem menighedsråd er ”den perfekte ramme om en guitarkoncert”. Siem Kirke er nemlig en af de mindste og ældste af landsbykirkerne i Skørping Kommune og har dermed ”en passende intim størrelse, så vi kommer helt tæt på, hvor det foregår”, som det hedder i pressemeddelelsen. Finn Svit vil spille en blanding af barok, klassisk og romantisk musik med blandt andet stykker af Marcello, Bach og Vivaldi, men også spanskprægede komponister som Villa Lobos, Manuel de Falla, Leo Brouwer og A. Barrios Mangoré. Et par af stykkerne bliver fremført med cembaloledsagelse, men de fleste som solonumre.