Guld-fireren - nu med violin

Kammermusik er som elitesport. Man sveder, kæmper og fejrer sejren med en bajer, fortæller et af verdens bedste klassiske ensembler, Den Unge Danske Strygekvartet, som imponerer overalt, hvor de spiller. Og selvom musi

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den Unge Danske Strygekvartet sammenligner det at spille klassisk musik med at dyrke elitesport. De har ikke fået guld ved OL, men de har vundet samtlige musikkonkurrencer, de har deltaget i. Foto: Carsten Lauridsen/Polfoto

Der er aldrig helt stille på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. En stor, gammel bygning, som ligger klods op ad Glyptoteket med de agtværdige buster og friserede haver midt i København. Går man op ad den brede marmortrappe under de flødeskumsprøjtede stuklofter lyder endeløse skalaer fra øverummene på hver side af gangen. Basuner, violiner og fløjter akkompagneret af rytmiske tok, tok, tok fra slagtøjslokalet. Selv om natten står her studerende og forsøger at perfektionere et virtuost løb op og ned ad instrumentet. Altid en time mere, en sats mere, en nat endnu. Fortsætter man helt op under taget, klinger det anderledes umusikalsk. Et “arhhh” og “eiijjj” afbryder den plaffende lyd fra et bordfodboldspil. Frederik, Rune, Asbjørn og Carl-Oscar varmer op. Iført forvaskede cowboybukser, t-shirts og gummisko, står de bøjede over fodboldspillet. Koncentrerede og ivrige. Når de fire fyre ikke dribler med små farvede plasticmænd, danner de sammen et af tidens mest anerkendte strygerensembler. Med en gennemsnitsalder på godt 23 år har de danske talenter vakt opsigt overalt i verden med deres fremragende fortolkninger af klassiske strygekvartetter. De har vundet samtlige klassiske musikkonkurrencer, de har deltaget i, og i år er de tilmed udnævnt til årets DR-Kunstnere. Da drengene i foråret gav koncert i USA, fik de stjerneanmelderen fra New York Times til at begejstres i et “I Can’t imagine a more involving performance” (Jeg kan ikke forestille mig en mere engageret fremførelse). Men selvom de mødte hinanden som legekammerater er de er bestemt ikke kommet legende til succes og flotte anmeldelser. Kæmpende haner Det ser ellers afslappet ud denne varme eftermiddag under konservatorietaget. De fire drenge dasker ind i øvelokalet i øvelokalet ved siden af opholdsrummet og slår sig ned mellem tomme colaflasker og papkrus. Rundt om ligger de åbne instrumentkasser med nøddebrune violiner, en bratsch og cello i lyset fra de skrå loftsvinduer. De fire er stadig studerende på konservatoriet, men instrumenterne er i millionklassen. Et af de goder, der følger med det at være fire af Danmarks største musikalske begavelser. I modsætning til de fleste af deres jævnaldrende blev de fire drenge ved med at spille, da kammeraterne fik mere lyst til fodbold og spejder Da Suzuki-violinen blev voksen, “pressede forældrene på den gode måde”, som de udtrykker det, og som 12-13-årige mødtes de fire på en sommerhøjskole. De legede, spillede og blev gode venner. Kom på konservatoriet, legede stadig, men bifaldet er resultat af års slid, forsikrer de fire drenge i kor. - At spille kammermusik kan vel bedst sammenlignes med roning, griner Carl-Oscar, den bebrillede cellist, og ser på de andre. - Vi er en slags guld-firer, hvor alle er nødt til at yde deres bedste for at komme i mål. Hvis der bare er én af os, som ikke ror i takt, fungerer samspillet ikke, siger han. I øjeblikket øver drengene sammen fem timer om dagen til en cd-indspilning med musik af Carl Nielsen. Derudover kommer øvningen alene. Det er en evig konkurrence. Mod sig selv, mod hinanden og mod den ihærdige studiekammerat i lokalet ved siden af. - I kvartetten er vi stadig sultne efter at vise os. Hver takt er en solo, og alle vil være de bedste. Derfor øver man ofte en time mere, siger strithårede Asbjørn med et smil. Klassiske konventioner Grådigheden efter at spille kommer også til udtryk, når drengene giver koncerter. Den Unge Danske Strygekvartet sidder som andre klassiske ensembler pænt på stolene, men de bevæger sig væsentlig mere, og der er plads til smil og kast med håret. - Klassisk musik er, om man vil det eller ej, meget traditionsbundet. Det er stift og en smule tørt at gå til koncert, men vi er ikke bange for at vise, at det er sjovt at spille, og man behøver jo ikke at ligne stive pingviner på scenen, siger Frederik, som er 1. violinist. Som den eneste i ensemblet er begge hans forældre musikere. Hans hår er viltert og om håndleddet sidder et armbånd fra årets Roskilde Festival - Når anmelderne skriver, at vi har moderigtigt morgenhår, er det ikke fordi vi iscenesætter os som et ungt boyband. Det snarere fordi, vi ikke når at rede os om morgenen. Det passer bare ikke til os med pomadehår og kjole og hvidt, siger Frederik. Det er dog ikke alle de klassiske traditioner, som er blevet kasseret. De fire drenge bærer deres unge alder til trods, mørkt tøj og stivede skjorter. Der klappes ikke mellem satserne, og værkerne er der bestemt ikke pillet ved. - Fokus skal stadig være på musikken. Man tager røven på folk, hvis de kommer til koncert i pæne omgivelser, og så dukker vi op med hullede bukser og undertrøjer. Vi vil gerne rykke grænser, men det skal være på musikkens præmisser, siger Frederik. Gamle groupies Drengene er blandt de absolut yngste på landets scener. Alligevel brøler de i kor et “over 60” til spørgsmålet om publikums alder. - Desværre kan vi ikke prale af helt unge piger på første række, men det må du godt skrive, for så kan det være, der dukker nogle op. Hvor godtfolk er ? messer Carl-Oscar og bliver overdøvet af høje grin. - Det at lytte til klassisk musik hænger uløseligt sammen med at være lidt oppe i årene. Man får nogle andre værdier i otiummet. Det er lidt ligesom kirkegang, kommer det snusfornuftigt fra Asbjørn. De andre ser tvivlende til. - Jeg tror mere, det handler om dannelse. Eller mangel på samme, siger Carl-Oscar og fortsætter: - Vi har lige spillet på Bornholm, hvor det vrimler med tyske turister, og her kom mange unge til koncerterne. Udenlandske unge har en anden tradition og interesse for kultur, siger Carl Oscar. - Men i grunden er det jo lige meget, om vi spiller for en 15 eller 60 årig. Det vigtigste er, at vi får lov at spille, skærer Rune igennem. Konstant pres Der findes kun en håndfuld strygekvartetter i hele verden, som kan leve af kun at give koncerter. De fleste klassiske musikere underviser eller forsøger sig til konkurrencer om en orkesterplads i et symfoniorkester, hvor hundredvis af musikere kæmper om en enkelt plads. Selv toppen af det unge klassiske musikmiljø mærker presset. - Der er altid en fra Kina, som spiller ti gange bedre. Man bliver konstant pustet i nakken, siger Asbjørn, der ind imellem kan blive i tvivl, om det er det hele værd. Fritid er der ikke meget af. Alligevel føler ingen af gutterne, at de lider afsavn. Tværtimod. Der er stadig tid til at gå i byen og drikke en øl efter koncerten. Der er dog ingen af de sarte veltrænede fingre, som bliver brugt til håndbold, basket eller rugby, når de holder fri fra øvningen. Men det er alligevel nødvendigt at holde sig i topform, bedyrer Frederik - Det er fysisk hårdt at spille. Man sveder som en jord- og betonarbejder under en koncert, siger han. Den gamle danske Da Den Unge Danske Strygekvartet vandt de første konkurrencer var medlemmerne under atten. Selvom de stadig er en flok langlemmede knægte, har de alle passeret teenageårene, men de beholder navne lidt endnu. som Frederik udtrykker det. - Der findes allerede en kvartet med navnet “Den Danske strygekvartet”, og det ville være storhedsvanvid at kalde os det samme. Men vi bliver snart nødt til at finde på noget andet, siger Frederik. Selvom det slider på de unge i den yngste af de danske strygekvartetter, satser de dog på at fortsætte sammen. På trods af, at to af drengene skal studere i Berlin, én i Sverige og den fjerde i Köln. - Det er svært at drømme om fremtiden, for vi ved ikke, hvor vi er om et år. Måske har vi fået et godt tilbud, brækket en hånd eller vundet en plads i et orkester, siger Asbjørn og Carl-Oscar supplerer: - Foreløbigt vil vi bare være så gode som muligt. Vi vil være verdensmestre.