Jammerbugt

Guld og gyldne stunder, når hele byen fester

Alle hjælper alle, når beboerne i Skovsgaard fester i fire dage for hinanden og til fordel for boldklubben

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Boldklubbens formand Flemming Beck sikrer sig, at alle i fodboldturneringen vinder en guldmedajle - her spillere fra Klim.

SKOVSGAARD:Pia Westergaard er en omsværmet kvinde. Men samtidig næres der store forventninger til hende. Hun er nemlig den, der sælger et lod for tre kr. og fire for ti ved festdagene i flagpyntede Skovsgaard. Og det går rigtig godt med salget af de sammenrullede, små papirlapper, selv om der er mange nittere. Der er nemlig også flotte præmier til at forgylde de heldige. - Du kan vinde et weekendophold i campinghytte for kun tre kr., lokker hun. Derfor anser hun det for endda meget sandsynligt, at der ikke er flere lodder tilbage i dag, festens sidste, fordi der sædvanligvis bliver ekstra gang i tromlen med lodder, når musikken spiller og avisen forlængst har haft deadline. Der bliver altid udsolgt, ved hun af erfaring. - Alene torsdag, den første af festdagene, solgte jeg for 2.700 kr., fortæller hun. Pia Westergaard er bare en af de mange frivillige, der hjælper Skovsgaard Boldklub med at få penge i kassen, selv om hun ikke er medlem af den. Men hun fortæller, at hun altid giver en hånd med og i øvrigt deltager i alt, hvad der sker i Skovsgaard. Mens hun fortæller, kalder boldklubbens formand gennem en halv snes år, Flemming Beck, i højtaleren til guldgravning for de yngste. Byggeriet af Multihuset ved sportspladsen har efterladt en stor bunke sand, så ideen var oplagt, og snart har små hænder gravet slikposer frem. Flemming Bech, 36 år, kan stadig huske barndommens sommerfester i Skovsgaard. - Da var det idrætsuge. Men en uge er lang tid, så nu hedder det Skovsgaard Festdage. Til gengæld skal der være noget for alle aldre på alle de fire dage, fortæller han og iler så videre for at sikre sig, at alle miniputter i fodboldturneringen har fået en guldmedalje. - Det skal der være, fordi de er små. Og os? Vi skulle gerne få et overskud på 20.000-25.000 kr. Det har vi fået i de sidste par år. Vi er 10-12 stykker i festudvalget og shanghajer ellers forældre og andre til at hjælpe. Og allerede om et par uger eller tre evaluerer vi og kommer med ideer til næste år, tilføjer han.