Guld og sølv til judoklub
Der blev igen mange topplaceringer til Jetsmark Judoklub, da 12 unge fra klubben deltog i en runde af Dansk Judo Unions Ungdomsturnering for unge judokaer under 20 år på Dronninglund Gymnasium.
I alt 75 unge fra Midt- og Nordjylland dystede om placeringerne. Jetsmark Judoklub opnåede fire guld- og to sølvmedaljer. Hos begynderne tilkæmpede brødrene Emil og Lucas Morton, Pandrup, sig hver sin medalje med lillebror Emil som guldvinder i klassen under 25 kg., mens Lucas efter en flot finalekamp, fik overrakt sølvmedajlen i klassen under 35 kg. Emma Purkær, Pandrup, måtte ud i omkampe pga. point-lighed i sin klasse, inden hun kunne kåres som sølvvinder. Bedre gik det for klubkammeraten Christine Nielsen, Pandrup, som suverænt strøg helt til tops som guldvinder af begynderklassen for piger under 48 kg. De øvede ungdomskæmpere fra Jetsmark Judoklub, stod sig ikke tilbage, idet både Mads Tinø Vangsgaard og Benjamin Nielsen, begge fra Kaas, i overbevisende stil vandt guld i hver sin vægtklasse. De øvrige deltagere: Sebastian Linkert-Nielsen, Pandrup, Stefan Nørgård Henriksen, Kaas, Jakob Imer, Ryå, Nicklas Vingborg, Biersted, Nick Mølgaard Nilsen, Kaas og Kira Natalia Bokelund, Moseby, måtte betragte dagens kampe som en god omgang kamptræning. Kira Bokelund har tidligere trænet ihærdigt i Ørsø Judoklub, men efter fraflytning fra Dronninglund-egnen, blev hun for blot en uge siden hilst velkommen som medlem i Jetsmark Judoklub. Ved stævnet måtte hun som eneste rutinerede pige i sin klasse stille op imod fire drenge hos de øvede under 70 kg. Trods god fight var det dog for stor en opgave for Kira, som måtte erkende sine nederlag. Klubbens næste opgave er 12. februar, hvor den sidste indledende runde af Vendelboturneringen afvikles med Ørsø Judoklub som værtsfolk i Dronninglund Hallen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.