Guld og sølv til Pandrup

Frederik Lundgaard Jensen kunne søndag føje endnu en titel til samlingen. Arkivfoto: Hans Ravn

Frederik Lundgaard Jensen kunne søndag føje endnu en titel til samlingen. Arkivfoto: Hans Ravn

GILLELEJE:Det gik næsten som ventet, da Pandrup Bokseklub søndag havde to boksere i finalerne ved DM, der blev afholdt i den nordsjællandske by Gilleleje.

Frederik Lundgaard Jensen måtte dog kæmpe hårdt for at vinde sin DM-titel i bantamvægt, hvor han var oppe imod Frederik Hede Jensen fra Aarhus Boxing.

Efter en meget tæt kamp fik Frederik Lundgaard Jensen tildelt sejren med dommerstemmerne 2-1.

- Jeg gik desværre glip af første omgang, fordi jeg var ved at forberede Firas til hans kamp, men jeg så de resterende to omgange. Her startede Frederik Hede bedst, men vores egen Frederik kom godt igen og sluttede begge omgange rigtig godt. Så jeg vil sige, at sejren var fortjent, selvom Aarhus dog følte sig lidt bortdømt. Det hørte jeg dog ikke andre snakke om, siger træner Thomas Kyø.

- Frederik har et topniveau og et bundniveau, og i dag boksede han desværre tættere på bundniveauet. Men det var nok til at få sejren hjem, siger han.

Til gengæld blev stortalentet Marsel Terteryan fra BK Vitus som ventet for stor en mundfuld for Firas El Sayed i letvægt. Landsholdsbokseren Terteryan angreb hårdt fra kampens start og sejrede sikkert med dommerstemmerne 3-0.

- Vi havde faktisk ventet, at han ville bokse lidt mere afventende fra start, men han kom virkelig fremad, og det tror jeg knækkede Firas en anelse, som kampen skred frem - både fysisk og mentalt. Han var godt med i starten, men siden var sejren til Terteryan helt fortjent, siger Thomas Kyø.

Næste opgave for Pandrup-bokserne er nu det traditionsrige julestævne i Aabybro 3. juledag.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.