EMNER

Guld og sølv til unge atleter

Dybvad Iks ungdomsafdeling gjorde det flot

DYBVAD:Traditionen tro sluttede Dybvad Idrætsklub den udendørs sæson med deltagelse i de vestdanske mesterskaber. Klubbens 12-15 årige piger har gennem hele sæsonen markeret sig stærkt med mange flotte resultater ved diverse mesterskaber, så dette mesterskab skulle gerne sætte en tyk streg under pigernes klasse. Samtidig havde klubben en flok 9-10 årige piger og drenge med i den såkaldte mix-klasse, hvor piger og drenge er på samme hold. Hele 430 aktive samt mange ledere og forældre havde valgt at bruge en lang dag i Herning på disse vestdanske mesterskaber, der med 62 hold satte ny rekord. Dybvads 12-15 årige piger viste sig hurtigt at være i særklasse i deres aldersklasse og løb med en sikker førsteplads og dermed guld som en fortjent afslutning på en flot sæson. I mix-gruppen deltog Dybvad med et hold børn, der var yngre end de fleste modstandere. Som navnet siger, er mix 8-11 år for aktive piger og drenge til og med 11 år. Ingen af Dybvads deltagere var endnu fyldt11 år, så i første omgang var holdet tilmeldt for at lære. Men alle gik uimponerede til opgaven og var tæt på at løbe med et vestdansk mesterskab. Men efter et tæt opgør måtte Dybvad IK "nøjes" med en andenplads og dermed sølv.