Guld til lokal badmintonklub

U-13 holdet, som vandt guld for hold. Privatfoto

U-13 holdet, som vandt guld for hold. Privatfoto

VENDSYSSEL:Vendsyssel Badmintonklub kom i weekenden hjem fra DM som Danmarksmestre i U-13-rækken for hold. De ni spillere på holdet fra Vendsyssel spillede i Ringsted mod 13 andre hold fra hele Danmark. De ni spillere er bare 12 år, og de har forud for kampene i weekenden trænet meget hårdt. De træner mellem to og tre timer hver dag. Foruden almindelig badminton består træningen af teknisk og fysisk træning. Holdet var i weekenden så suverænt, at de indledende kampe mod henholdsvis Værløse og Højbjerg blev vundet så sikkert som 8-1 og 9-0. I semifinalen mødte holdet Århus AB, der blev ekspederet ud med 8-1. I finalen stod Vendsyssel spillerne overfor Greve. Greve er netop blev danske mestre i Badmintonligaen for seniorer. Men her lod vendelboerne sig heller ikke slå ud. De vandt selve finalen så sikkert som 8-1. U-13-holdet består af følgende spillere: Cassandra Laugsand, Sæby, Anina Nilsson, Bindslev, Trine Villadsen, Bindslev, Cecilie Bjergen, Frejlev, Mikkel Stoffersen, Sæby, Victor Svenden, Hjørring, Christian Bisgaard, Serritslev, Mikkel Krogh, Brønderslev, og David Kim Kristensen, Frejlev. Syv af de ni spillere er i øvrigt klar igen til den kommende weekend, hvor de deltager i den individuelle Grand Prix Finale i Langeskov på Fyn. Spillerne trænes primært af Morten Bjerrum og Jakob Poulsen. Vendsyssel Badminton Klub er et talentcenter under Team Danmark, Team Danmark Center - Hjørring. Spillerne kommer lige fra Ålborg til Skagen. Klubben holder til i Hjørring, der trænes i flere haller i Hjørring området - det er blandt andre Hjørring Badmintonhal, Vendiahallen, Halvorsmindehallen og i hallen ved Hørby Ungdomsskole. Vendsyssel Badmintonklub blev etableret i 2004, og siden har Hjørring Kommune støttet centret - de seneste to år med 200.000 kr. Dansk Badminton Forbund og DBF Nordjylland bakker også op bag centret. I øjeblikket er der 30 spillere på centret.jb