Guldbryllup

Else og Henning Karlsen, Solparken, Hou.

Else Karlsen
EMNER 24. november 2011 05:00

Straks efter giftermålet i 1961 overtog parret Hennings fødehjem, Hedegaard i Smalby, som Henning drev dygtigt med sortbroget malkekvæg og senere svinebesætning. Bedriften blev udvidet med jordtilkøb og nybygning af stalde, og stuehuset blev også moderniseret. Else havde gennem alle årene arbejde i Brugsen og var i mere end 30 år nøglemedarbejder i Hou Brugs, hvor hendes overblik, energi og hjælpsomhed var værdsat både af turister og fastboende. Gården i Smalby blev solgt i 2002, og siden har Else og Henning boet i det parcelhus, de byggede på Solparken i Hou. Gennem årene har de begge haft forskellige tillidsposter i foreninger og bestyrelser. Else har bl.a. været med i menighedsrådet ved Melholt Kirke og i Hou Gymnastik- og Idrætsforening og Henning bl.a. i Melholt Vandværk og forsamlingshus. Else og Henning er stadig meget aktive og har været blandt ildsjælene bag etableringen af petanque og kroket i Hou. Herudover står der ofte bowling, billard, cykelture og kortspil med venner på programmet. De senere år har Else og Henning også fået tid til at rejse - mest busture, men en tur på Rhinen er det også blevet til. Else og Henning er meget opmærksomme og omsorgsfulde både i foreningsarbejdet, blandt venner og i familien, hvor de ældste familiemedlemmer nyder godt af, at Else og Henning altid er parate med en hjælpende hånd. Allermest nyder børnene Hanne og Peter og deres familier godt af Else og Hennings gæstfrihed, omsorg og nærvær. Hos Else og Henning har specielt de fem børnebørn en særlig status, og begge parter nyder samværet. Dagen fejres med morgenvækning kl. 8 og senere fest med familie og venner.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...