Storvorde

Guldbryllup

Lilli og Aage
Lilli og Aage

Lørdag: Lilli Elisabeth Eckhardt og Aage Rye Christensen, Gadensvej 1, Hørby, Sæby. Lilli er opvokset på Estrup Fælled som nummer to i en søskendeflok på fire og kom som ung i huset på St. Estrup hos Elking og Bernhard Christensen. Her var Aage den ældste dreng i en søskendeflok på otte, og Lilli og Aage fik et godt øje til hinanden. Der gik dog nogle år, inden de fandt sammen. De var begge på Horne Højskole, og Lilli fik job på Sæby Sygehus og senere på Skagen Sygehus, mens Åge arbejde som last- og taxachauffør efter at have været ved landbruget en del år. De blev gift i 1962 og fik fire børn fra 1962 til 1970, og mens børnene var små, var Lilli dagplejemor for mange af Hørbys børn. Derefter blev hun pædagogmedhjælper i Hørby Børnehus, og hun nåede at have 25 års jubilæum ved Sæby Kommune, inden hun som 60-årig gik på efterløn. Åge arbejdede som teglværksarbejder og entreprenør og senere på Skjold Jernstøberi i Sæby. I 1984 blev han pedel på Hørby Skole indtil 1998, hvor han gik på efterløn. Børn har altid haft en stor plads i begges hjerter, både i hans arbejde som pedel på skolen, og i børnehuset hvor Lilli har været "reservemor" for mange børn. Og nu er der bedre tid til at være bedsteforældre for de ni børnebørn, hvoraf Peters tre bor i England, Sørens tre i Egå ved Aarhus, Lailas to i Storvorde og Brittas i Tårs. Efter Lilli gik på efterløn, har hun været meget engageret i Blå Kors genbrug i Sæby. Hun er glad for håndarbejde og syr Smyrna tæpper til sig selv og børn og børnebørn. De er begge engageret i kirkeligt arbejde, Lilli som medhjælper med mad og kaffe i præstegården og Aage som medlem af menighedsrådet, og de har i mange år været medlem af den samme bibelkreds. De er også glade for folkedans og har i mange år siddet i bestyrelsen for Hørby Folkedanserforening og deltager i pensionistforeningens arrangementer i byen. Haven og at dyrke deres egne grøntsager og frugt glæder de sig over hvert år. De er glade for at rejse og har været på flere udlandsture, både med Nilles Busser og med børn og svigerbørn. Og efter den at den ene af sønnerne er flyttet til England, har de også været på flyrejse dertil og håber på en tur derover igen snart. Overskud og livsglæde kendetegner parret samt engagement i nærmiljøet og byens aktiviteter.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden