Fodbold

Guldet røg på gulvet for HIK

Bronzekamp til eks-mestrene

HIK Aalborg DHG Odense 2-3 Volleyball, DM-semifinale, mænd AALBORG: 17 timer efter håndbolddramaet mellem HSH og GOG i en udsolgt Aalborg Stadionhal var kun en sjettedel af tilskuerpladserne besat til lørdagens returkamp i volleyball, og selv om de 300 tilskuere bakkede hjemmeholdet op på entusiastisk vis, måtte HIK'erne i modsætning til HSH bøje sig efter en intens og nervepirrende match. - DHG var ikke bedre end os, men fynboerne havde heldet - og dygtigheden - i de afgørende situationer, mente HIK's assistenttræner Thomas Pedersen, der bl.a. henviste til, at aalborgenserne efter at have vundet første sæt ikke formåede at fastholde en føring på 20-17 i andet sæt. I femte og afgørende sæt fulgtes holdene længe ad, men rutinerede Peter Lyø blev en vigtig brik for DHG med to lumske server, der dels førte til en misforståelse i HIK-modtagningen, dels trillede over netkanten. - Lige nu er vi meget skuffede, men i forhold til tabet af fire stamspillere før sæsonen vil det være lidt over forventning, hvis vi erobrer bronze i kølvandet af to DM-titler i træk. I den anden semifinale skal Skovbakken og Holte mødes i en tredje kamp i Århus. HIK får hjemmebane i en eventuel bronzekamp mod Holte, men skal på udebane, hvis modstanderen bliver Skovbakken. Kampfakta: DHG Odense i finalen med 2 sejre mod 0. Periodecifre: 25-20, 23-25, 22-25, 25-18, 9-15. Tilskuere: 300.