Guldfeber i Danevang

10
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Der er en glæde og stolthed ved at have fundet noget, der er værd at udstille, siger Brian Wellbelove.Foto: Carsten Lauridsen, Polfoto

Metaldetektorens runde hoved svinger fra side til side over jorden og svarer med forskellige blip og blop i høretelefonerne. De er trådløse, så ledningen ikke bliver gravet over af den lille feltspade, hvis amatørarkæologen og skattejægeren Brian Wellbelove skulle overse den i iveren efter at finde ud af, om der mon gemmer sig en skat bag de underlige lyde, der mest af alt minder om et elektrisk orgel under vand. Ved en stabil hyletone lægger Brian Wellbelove metaldetektoren fra sig og graver en rund tørv op med spaden. Så tager han en lille plasticskovl og fører små portioner jord ind under detektoren, indtil den giver lyd igen. Med hænderne vrider han et lille stykke metal ud af den jordklump, der gav udslag. Efter at skatten er børstet af, viser det sig at være et rustent skruelåg fra en spiritusflaske med teksten “Aktiebolaget vin- & spritcentralen”, der vidner om de mange svenske gæster ved det gamle kystbatteri nord for Helsingør, som Brian Wellbelove afsøger for det lokale museum. Heller ikke i dag finder han det tredje guldhorn. De eneste skatte, der dukker op af jorden i løbet af formiddagen, er - foruden låget - tre firkantede stykker jern, et vandrør og to sodavandsdåser. - Man skal gå rigtig mange timer for at finde noget. 99 procent er skrald, siger Brian Wellbelove, der dog har fundet forskellige små skatte. Blandt andet en sølvskilling fra 1614 i sin baghave i centrum af Helsingør. - Det er ligesom med lystfiskere. Det er spændingen ved ikke at vide, hvad man fanger. Man kan kaste i timevis uden at få bid. Det er den enkelte store fisk en gang imellem, der gør, at man bliver ved. Ligesom lystfiskeren undersøger hvor i åen, det er bedst at stå, undersøger Brian Wellbelove, hvor der har ligget bopladser ved at studere et område, inden han afsøger det. På den måde finder han mere og lærer samtidig en del historie. Daneskrald og danefæ Selvom Brian Wellbelove har ledt i over et år, har han endnu ikke fundet noget, der er blevet erklæret danefæ. Men det har andre medlemmer af internetforummet detekt.dk, hvor han og andre folk med interesse for metaldetektorer og arkæologi viser billeder af deres fund og diskuterer deres hobby. Forummet har 100 medlemmer, og ifølge Brian Wellbelove er der ikke mere end 200, der går jævnligt med en ordentlig detektor i Danmark. Der er nogle tusinde, der går med en billig detektor, men de finder ikke noget. - En billig detektor er fin nok til at finde brønddækslet i indkørslen eller dine bilnøgler, hvis du har dem i hånden, siger Brian Wellbelove, der fortæller, at man skal op og give minimum 1500 kroner for en metaldetektor, før den kan bruges til noget. Selv har han en model til titusind kroner. Medlemmerne af detekt.dk gør en dyd ud af at aflevere danefæ. Men selvom det angiveligt står bedre til med de danske skattejægeres moral i dag, end da guldhornene blev smeltet om for 202 år siden, har Brian Wellbelove hørt om folk, der ikke afleverer det, de finder. - Der findes dårlige eksempler alle steder. Jeg bryder mig ikke om det. Det er vores fælles kulturarv, og det tilhører os alle sammen. Men når de dør, kan man håbe, deres børn afleverer det. Det meste dukker frem igen på den måde. Folk, der beholder danefæ, har ofte svært ved at holde mund med det, og Brian Wellbelove fortæller, at de bliver udvist af foreningerne, hvis det bliver opdaget. Hjælper arkæologer De ting, Brian Wellbelove graver op, afleverer han på museet i Helsingør. Han føler, de værdsætter hans indsats, og ved, at andre museer også samarbejder med detektorfolket, som de kalder sig. - Jeg har oplevet, at de næsten lavede en lille dans på kontoret af glæde, da jeg kom med et fund. Det er en stor hjælp for dem. Man får kæmpe smil. Generelt er samarbejdet mellem detektorfolk og museer godt, og Danmark har ikke de samme problemer med skattejægere som f.eks. Sverige og England. Det skyldes, at den danske lovgivning omkring danefæ bygger på tillid til de private, der går rundt med detektor i deres fritid, forklarer Mogens Bo Henriksen, der er museumsinspektør ved Odense Bys Museer. - I Danmark har man sagt: Det er fint, at I laver det her arbejde. Der er nogle fredede steder, hvor I ikke må gå, og hvis I finder noget, skal museet afgøre, om det er danefæ. Men folk bliver ikke mistænkeliggjort på forhånd som i udlandet. Danmark er desuden et overskueligt land, hvor man bliver opdaget, hvis man snuser rundt og graver huller. I modsætning til Sverige, hvor kan man gå rundt i øde områder med en detektor i en uge uden at blive opdaget. - I stedet for, at det er forbudt, føler folk, de kan bidrage til den fælles kulturarv. Være med til at skrive historie. Selvfølgelig findes der brodne kar. Men det er undtagelsen. Folk vil forfærdeligt gerne vise os det, de finder. Til gengæld hjælper museerne dem med kort og med at sætte fundene ind i en kulturhistorisk sammenhæng. Museerne sørger også for at undervise finderne, der er en lille hardcore gruppe. - Kun ti procent holder ved. Man får ondt i nakken, armene og røven og bliver træt af at finde hestesko, siger museumsinspektøren. Får for lidt? De detektorfolk, der holder ud, diskuterer ofte den findeløn, man får for danefæ, på deres forum. Den danske danefæ-godtgørelse er nemlig anderledes end i England, hvor udbetalingen svarer til genstandens auktionspris, og hvor en finder for nyligt fik flere millioner for en enkelt mønt. Fritidsarkæologen Brian Wellbelove tror dog ikke, der er nogen, der leder for pengenes skyld herhjemme. De gør det for sporten, og fordi de har en historisk interesse. - Men man kan da synes, det er lidt lavt med en hundredkroneseddel, hvis man har fundet noget, siger Brian Wellbelove, der ellers er tilfreds med reglerne i Danmark. - Hvis man leder på grund af pengene, er man måske ikke lige så nøje med at behandle tingene forsigtigt. Man kunne også blive fristet til at lede i gravhøjene, hvis der var et økonomisk incitament. Faktisk ligger den gennemsnitlige findeløn dog langt over markedsprisen. Det fortæller Nationalmuseets direktør, Carsten U. Larsen. - 95 procent af danefæ indbringer mere i godtgørelse, end de ville på auktion, siger han. For de sidste fem procent, der udgør spektakulære fund, forholder det sig anderledes. - Her er godtgørelsen mindre end hammerslagsprisen. Men loven siger, de skal afleveres. Man kan kun sige til folk, at de skal være glade for, at de er med til at berige forståelsen af landets forhistorie. Carsten U. Larsen har ikke kendskab til, at nogen ikke afleverer det, de finder. - Men ligesom folk går over for rødt og kører for stærkt, selvom de ikke må, er der også nogen, der ikke afleverer alt. Derfor bruger Nationalmuseet mange kræfter på at spore understukket danefæ. Blandt andet ved at tage prøver af jordpartikler og se på sammensætning af fund kan de afsløre folk, der prøver at snyde. Og ifølge Carsten U. Larsen har museet et øje på hver finger, når der sælges genstande fra før 1660 på auktion. Så gamle ting må nemlig ikke føres ud af landet uden tilladelse. - Sablen hviler ikke i skeden. Danefæ er den danske stats ejendom. Du har som finder ikke ret til at gøre dig rig på vores alle sammens bekostning. Fandens værk Da metaldetektoren kom frem, var indstillingen fra arkæologernes side, at den havde fanden skabt. Alligevel valgte man at samarbejde med de private findere, og det er Carsten U. Larsen glad for. - Det har været godt for dansk arkæologi. De har mængden af folk og tiden til at lede, siger Carsten U. Larsen og tilføjer: - Mange har opnået en dygtighed, som kun få museumsfolk har. De har sat sig ind i litteraturen og kan ikke bare finde ting, men også sætte det, de finder, ind i en historisk kontekst, siger Carsten U. Larsen, der mener, detektorfolk har gjort mange spektakulære fund. Han er glad for, at forholdene i Danmark ikke er som i visse lande, hvor man må sprede metal ud over fundpladser, for at skattejægerne skal blive trætte af at lede. Dog ved museumsdirektøren godt, at der findes masser af ting ude i de små hjem, og han har derfor en opfordring til danskere med danefæ på kaminhylden. - Sørg for, at de oldsager, I har, bliver registreret på et museum, så vi ved, hvad der findes. Aflever det, hvis I har noget af værdi for almenheden. Så kan vi alle få glæde af det. Ofte ved folk dog ikke, at de sidder med danefæ mellem hænderne. Carsten U. Larsen kender til store guldringe fra vikingetiden, der har hængt i kostalde eller været brugt til at lukke hegnslåger, fordi man ikke vidste, hvad det var. - Selve solvognen blev brugt som legetøj, da man fandt den, fortæller museumsdirektøren.