Guldfesten skudt i gang: AaB er danske mestre i fodbold!

Kampen er slut. Mesterskabet er i hus. For tredje gang på 13 år har AaB vundet fodboldguld. Se billeder fra kampen her.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Lynge Jakobsen spår AaB på et tidspunkt vil vinde Superligaen igen. Foto: Michael Koch

Mesterskabet blev spillet i hus selv om der endnu mangler to spillerunde i SAS-ligaen. Efter torsdagens 2-0 sejr over Brøndby kan holdet ikke længere hentes af FC København og FC Midtjylland, der ellers begge lagde pres på med sejre tidligere torsdag. AaB spillede en kontrolleret kamp mod Brøndby, og med to slangehug efter hjørnespark i første halvlegs sidste minutter gav nordjyderne den lune forårsaften et gyldent skær i Aalborgs Vestby. Det første mål blev godskrevet Brøndbys Max Von Schleebrügge, der fik Michael Jakobsens hjørnespark i nakken mellem venner og fjender. AaBs konsoliderende mål til 2-0 blev sat ind af Kasper Risgård i de døende sekunder af første halvleg; denne gang efter hjørnespark fra Thomas Enevoldsen. Anden halvleg blev een lang hyldest af de lokale helte, og AaB forfaldt ikke til at spille med armene oppe over hovedet. En koncentreret AaB-trup kørte sejren sikkert i land og spillede mod kampens slutning champagnebold som ægte mestre. Selvfølgelig med Olé-råb fra tribunerne. Du kan følge aftenens gang sekvens for sekvens ved at scrolle ned i bunden af denne artikel og læse den bagfra, afsnit for afsnit. Og så ellers glæde dig til jublende reaktioner og fotos af glædestrålende AaB´erne - de kommer på forsiden af nordjyske.dk snarest. I mellemtiden kan man jo nappe sig en GULD-øl. Det er næsten helt sikkert spillernes plan i de kommende timer. Se billederne og reaktionerne på mesterskabet på 24Nordjyske i aften Kampreferat AaB - Brøndby Kl. 22.20: Der mangler kun et par minutter af guld-kampen på Energi Nord Arena, og her fejres det danske mesterskab i fodbold for fulde gardiner.AaB spiller bolden rundt med stor sikkerhed til begejstrede Olé-råb fra tribunerne. Alle står op - og på banen ligner AaB mestre. Hvilket de jo også snart er. Nu skal de sidste sekunder bare gå... Kl. 22.12: Om ti minutter er AaB danske mestre i fodbold. Hvis ikke, så skal Brøndby i hvert fald lave et fodboldmirakel af de store. Og noget tyder på, at AaBs spillere selv tror på det nu, for da Jeppe Curth efter 80 minutter blev skiftet ud, afslørede han, at han under AaB-trøjen har en sort trøje med skriften "AaB Dansk Mester 2008". Det kaldes selvtillid. Simon Bræmer har erstattet topscoreren, og også Brøndby har skiftet ud. Samuel Holmén har forladt banen til fordel for Peter Madsen. På banen er AaB fortsat dominerende - og Jeppe Curth nåede inden udskiftningen at brænde en direktør efter smukt gennembrud og oplæg af Patrick Kristensen. Kl: 22.03: Brøndby-angriberen David Williams var efter 70 minutters spil tæt på at bringe unødig spænding ind i guldbraget på Energi Nord Arena. Hans dykkende skud fra kanten af feltet snød Zaza og ramte foden af stolpen. Heldigvis for AaB sprang bolden i spil igen. Ellers er det AaB, der dominerer stort i indsejlingen til mesterskabet; klubbens tredje på 13 år. I et mønsterangreb over otte stationer kom Brøndby-spillerne til at ligne kegler på banen, da AaB for første gang i kampen viste spil i ægte mesterklasse lige før Williams forsøg på scoring. Kampens tilskuertal er gjort op - 13.647 følger kampen. Det er sæsonrekord. Kl. 21.54: Ikke overraskende har AaB valgt at udskifte Lars Nilsson og i stedet sætte Patrick Kristensen på banen. Nilsson vil sikkert juble med, når guldet forhåbentlig er i hus om under en halv time, men han vil ikke gå helt i spåner over sin egen indsats.Thomas Augustinussen har været nede og bide i græsset efter han slog hovedet i en duel i forsvaret. Han er dog på benene igen. AaB har overtaget spillet igen - og har haft et par tilløb til chancer, uden at det dog er kommet til deciderede afslutninger. På tribunen forsøger en gruppe stædige fans at få bølgen i gang, og efter et par forgæves forsøg, hvor sponsortribunen legede stopklods, ruller den nu lystigt hen over Energi Nord Arena. Klokken er 25 minutter i guld. Kl. 21.47 Med udmærket pasningsspil og kontante tacklinger på den defensive midtbane sejler AaB roligt mod det danske mesterskab i fodbold. Med 2-0 føringen i ryggen og til tonerne af vedvarende taktfaste klapsalver fra det udsolgte stadion skal meget gå galt, hvis AaBs drøm om guld skal briste. Ganske vist har Brøndby haft anden halvlegs to eneste chancer her, hvor der er spillet 56 minutter, men det er jo også gæsterne, der er tvunget frem på banen, mens AaB kan tillade sig at lure på den åbne kontra-chance, der endegyldigt kan lukke kampen. Alle AaBere har indtil videre ydet godkendte præstationer - med undtagelse af Lars Nilsson, der igen i dag virker langsom, uden overblik og alt for let at flytte. Kl. 21.39: Anden halvleg er sat i gang af dommer Nikolaj Vollquartz. På tribunerne uddeles der krammere og lykønskninger, så vi må håbe, at spillerne på banen kan holde fokus bedre, end fansene. Der mangler jo immervæk 45 minutter, før jublen kan bryde løs, som sportsdirektør Lynge Jakobsen sikkert ville have sagt med vanlig sindighed. Brøndby har fra anden halvlegs start udskiftet Kasper Lorentzen og sat angriberen David Williams ind. Kl. 21.17: Festen kan tyvstartes. På endnu et hjørnespark har AaB bragt sig foran 2-0 mod Brøndby. Kasper Risgård dukkede op ved fjerneste stolpe og stødte bolden i kassen efter meget tynd Brøndby-opdækning. Der er fløjtet til pause - og gæt en gang, om der er feststemning på Energi Nord Arena? Målet til 1-0 er nu blevet omgjort til et selvmål af Brøndbys Max Von Schleebrügge. Kl. 21.15: Målet til 1-0 er nu blevet omgjort til et selvmål af Brøndbys Max Von Schlebrügge. AaB har bragt sig foran 1-0 mod Brøndby efter 41 minutter. Et hjørnespark fra Michael Jakobsen ramte i ryggen på Max von Schlebrügge og gik i kassen. Michael Jakobsen er blevet godskrevet målet, men mon ikke det senere bliver ændret til et selvmål. Og mon ikke AaB er aldeles ligeglade - nu er holdet på guldkurs og er danske mestre, hvis føringen bliver forsvaret. Kl. 21.12: AaB er igen gået et gear op og har haft et par gode angreb. Lars Nilsson tog sig til hovedet og sparkede til banden, da han efter 38 minutters spil kom så tæt på at score, som man næsten kan komme det. Svenskeren brød igennem i AaBs højre side, skar ind i straffesparksfeltet og sparkede efter den fjerne stolpe. Bolden strøg ultra-tæt forbi opstanderen. Kl. 21.08: Hvor det i kampens start så ud som om Brøndby ville spille sig gennem de 90 minutter i Aalborg på lange fremlægninger og uden den store boldkontrol, så er billedet vendt på hovedet nu, hvor der mangler ti minutter af første halvleg. AaB satser nu på de lange bolde, hvilket unægtelig kan virke besynderligt med de ikke specielt høje eller kropsstærke Curth og Nilsson længst fremme. Metoden har da heller ikke været særlig succesrig. Kampen er fattig på afslutninger - AaBs bedste forsøg i de seneste minutter var et frispark fra Michael Jakobsen, der ikke fandt en AaB-pande inde i feltet, men alligevel gav lidt panik i Brøndby-forsvaret. Kl. 20.59: Efter 25 minutters spil har AaB mistet lidt af gnisten og er begyndt at lave mange fejlafleveringer, selv over kort distance. Brøndby har udnyttet det, der ligner begyndende nervøsitet hos nordjyderne til at overtage mere af spillet - og Martin Spelmann har testet Karim Zaza med et fladt skud, der dog ikke kunne overmande AaB-keeperen. Samme Spelmann har fået en advarsel for først at nedlægge Michael Jakobsen og derefter sparke bolden ud over banden. Kl. 20.50: AaBs første pres på Brøndby gav intet resultat, og efter et kvarters tid har Brøndby fået mere boldbesiddelse. Udeholdet har dog ikke udrettet noget særligt med bolden, og man sidder med fornemmelsen af, at AaB er farligst og blot mangler den sidste aflevering til enten Jeppe Curth eller Lars Nilsson i front. Michael Jakobsen har haft AaBs første deciderede afslutning efter et frispark, hvor bolden blev trillet til han. Hans skud gik dog en meters penge forbi mål. Kl. 20.41: Med en forsigtig 4-5-1-opstilling lægger Brøndby op til at ville straffe AaB på kontra i aftenens kamp. Indtil videre har de dog ikke kunnet få omstillingsspillet til at fungere, og de har endnu ikke været i nærheden af Karim Zazas mål. AaB har kontrol over kampen og fortsætter de lovende takter fra den spæde start. Endnu et hjørnespark resulterede dog heller ikke i afslutning på Stephan Andersen, der ellers er hæmmet af en lavthængende sol lige i øjnene. Thomas Enevoldsen fik efter otte minutters spil en advarsel. Kl. 20.37: AaB har startet kampen mod Brøndby med bulder og brag. Allerede i andet spilleminut tilspillede holdet sig et hjørnespark, som der dog ikke kom noget ud af. Kort efter tryllede Jeppe Curth og Andreas Johansson i venstre side, men Curths hælaflevering til Lars Nilsson på kanten af feltet nåede ikke frem. Brøndby har endnu ikke haft etableret spil. Kl. 20.32: Brøndby vandt lodtrækningen og har sat aftenens potentielle guldkamp i gang et par minutter forsinket. Samtlige 14.200 tilskuere stod op, da AaB løb på banen til "Simply The Best", og brølet fra lægterne har næppe været højere nogensinde. Kl. 20.27: Så er der kun et par minutter til kampstart på Energi Nord Arena, klædt i rød/hvide farver og spændt op til fest. Stemningen er højere, end den har været i mands minde på den traditionsrige arena i Aalborgs Vestby. Kort før kampstart i Aalborg er meldingen kommet fra Parken, at FCK besejrede Viborg 3-0 i deres indbyrdes kamp og dermed formindskede AaBs forspring til fem point inden aftenens kamp mod Brøndby. Ailton scorede de to sidste mål, så man må sige, at hans træffer mod AaB i sidste uge har fået sat gang i ham. Kl. 20.15 Så er FCK kommet foran 2-0 over Viborg, og med blot nogle få minutter tilbage af kampen må deres sejr betragtes som sikker. Dermed er en sejr kravet til AaB, hvis den åbne bus og guldhattene skal i brug i aften. Kl. 20.10: Med 10 minutter tilbage af kampen i Parken mellem FC København og Viborg har Junior bragt FCK på sejrskurs. Dermed er AaB tvunget til sejr mod Brøndby, hvis mesterskabet skal i hus i aften. FC Midtjylland vandt 3-1 hjemme over OB, og dermed er afstanden op til AaB seks point inden kampen mod Brøndby. Det betyder, at AaB skal have mindst et point for at distancere Midtjylland i forhold til guldet. Kl. 20.00: AaB har netop offentliggjort deres startopstilling til kampen mod Brøndby. Målmand Karim Zaza har fortrængt Kenneth Stenild til bænken og får dermed comeback i den vigtige kamp. Samtidig er det tydeligt, at Brøndby stiller med et knap så svækket hold, som det i første omgang forlød. Startopstilling, AaB (4-4-2): Karim Zaza - Allan Olesen, Danny Califf, Steve Olfers, Michael Jakobsen - Thomas Enevoldsen, Kasper Risgård, Thomas Augustinussen, Andreas Johansson - Lars Nilsson, Jeppe Curth. Startopstilling, Brøndby: Stephan Andersen - Daniel Wass, Mark Howard, Max Von Schleebrügge, Kim Daugaard - Kasper Lorentzen, Martin Spelmann, Martin Retov, Stefan Gislason, Samuel Holmén - Chris Katongo.