Guldfireren vinder guld ved EM i roning

Guldfireren levede op til sit navn og vandt guld ved EM. Danskerne vandt suverænt i Sevilla.

Guldfireren vinder guld ved EM i roning

Danmarks "guldfirer" i letvægtsroning vandt søndag guld ved EM i Sevilla, Spanien.

Danskerne Morten Jørgensen, Kasper Winther, Jacob Barsøe og Jacob Larsen førte nærmest fra start til mål, og de havde ingen problemer med at sikre en suveræn sejr foran Tjekkiet og Frankrig.

EM i Sevilla er rolandsholdets første større opgave siden OL i London sidste år. Og EM-guldet er en indikation af, at den danske guldfirer stadig har et højt niveau, selv om legenden Eskild Ebbesen har stoppet karrieren.

- Det var et helt fantastisk løb af fireren. Den sad lige i skabet de første 1000 meter, og det her giver endnu mere motivation i arbejdet frem mod VM om tre måneder.

- Det er sjældent, at et hold vinder med åbent vand til konkurrenterne. Det skal vi tilbage til OL i Beijing for at finde, siger sportschef Lars Christensen i en pressemeddelelse.

At letvægtsfireren kunne vinde EM allerede, var en lille overraskelse. Inden EM forlød det fra sportschef Lars Christensen, at roerne først lige er blevet udtaget, og hverken er ordentligt roet sammen eller i topform.

Ydermere har en af hjørnestenene, Morten Jørgensen, været skadet det meste af året og er først lige vendt tilbage.

- Der er mere i den danske letvægtsfirer, end det vi ser her, for det er sæsonens første store styrkeprøve. Mortens fysik er heller ikke helt på toppen, siger sportschefen.

Tidligere på dagen blev også Henrik Stephansen europamester i singlesculler i tæt duel med Portugals Pedro Fraga.

Det var imidlertid ingen overraskelse, da Henrik Stephansen er dobbelt verdensmester, og generelt er ekstremt stærk i en modvind, som den roerne mødte i Sevilla.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.