Guldfireren vinder VM-finalen i Sydkorea

Dansk guldfirer kan føje endnu en førsteplads til listen. Letvægtsfireren vinder guld ved VM i Sydkorea.

1. september 2013 09:04 - Opdateret 1. september 2013 09:05

Guldfireren vinder VM-finalen i Sydkorea

Den danske guldfirer lever op til sit navn og tager guld ved VM i roning i Chungju i Sydkorea.

I tiden 5.55.68 vandt Kasper Winther Jørgensen, Jacob Søgaard, Jacob Barsøe og Morten Jørgensen søndag morgen dansk tid over New Zealand, der kom ind på andenpladsen i tiden 5.57.28

De fire danskerne lå i letvægtsfireren foran det meste af løbet. Allerede efter 100 meter lå den danske guldbåd således i front, og det var en føring, der blev holdt hele vejen.

Men der var kamp til stegen. Og de sidste 500 meter blev nervepirrende spændende, da newzealændernes båd kom tættere på danskerne.

Men som altid var det de sidste 250 meter, der skilte guld fra sølv. Danskerne satte spurten ind, og New Zealand kunne ikke følge med.

Den nye guldmedalje er det hidtil bedste VM-resultat for Morten Jørgensen. Han har tidligere været i en VM-finale med letvægtsfireren - og indtil søndag var hans bedste VM-resultat sølv i 2009.

Men det er ikke første gang, Morten Jørgensen får en førsteplads med sig hjem. Han vandt OL-guld i 2008 og OL-bronze i 2012 samt EM-guld i 2013.

Kasper Winther Jørgensen var også med til at vinde OL-bronze i 2012, VM-sølv 2009 og EM-guld 2013, mens Jacob Søgaard, der er ny mand på båden i år, var med til at vinde EM-guld tidligere på året.

Også Jacob Barsøe kan nu føje en ny vindertitel og medalje til sin samling med letvægtsfireren. Han var også med, da båden vandt OL-bronze 2012 og EM-guld 2013.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...