Guldfisk og vandspejl på sygehuset

Hospitaler 14. september 2002 08:00

BRØNDERSLEV: Et helt nyt vandspejl har set dagens lys i hjertet af Psykiatrisk Sygehus' område, hvor der tidligere kun var et vandhul, medarbejderne troede, var en branddam. Nu er det gamle vandhul forvandlet til et smukt og vederkvægende opholdssted for sygehusets patienter og alle andre, der har lyst til at nyde en stund i selskab med pludrende vandkaskader og guldfisk i hundredevis. I går var der indvielsesdag for hele det fine anlæg, der som centrum har det ti gange tyve meter store guldfiskebassin. - Vores mål med alle anlæggene omkring sygehuset er, at alle føler sig velkomne, fastslår driftschef Finn Kristensen, der sammen med sine medarbejdere er ret stolte af det, de har fået ud af det gamle vandhul. - Vi vil gerne gøre opmærksom på, at man kan få en stor naturoplevelse ved at gå en tur på sygehusets 100 tønder land grund. Ikke mindst, hvis man går op i skoven bag bygningerne og giver sig tid til at se vildtet deroppe. Området er offentligt tilgængeligt, så der er ingenting der hindrer, at hvem som helst bruger de smukke områder, understreger driftschefen. - Vi vil utroligt gerne, at flest muligt får fornøjelse af stedet. Grønt lys Oprindeligt troede alle at det gamle vandhul, som var gent bag store buske, var registreret som branddam, for det blev aldrig kaldt andet end branddammen. Men en henvendelse til brandmyndighederne afslørede, at hullet ikke var registreret nogen steder som branddam Dermed var vejen banet for at skabe det nye bassin. I første omgang blev hullet pumpet frit for vand, og det viste sig, at dammens bestand af guldfisk nærmede sig fem hundrede. - Dem slap vi over i en 1000 liters beholder, og i løbet af nogle uger udskiftede vi lidt efter lidt det mudrede damvand med friskt vand, forklarer Finn Kristensen. Alle guldfiskene overlevede deres to måneders ophold i vandbeholderen, og de er grundbestanden i den kæmpestore flok guldfisk, som stortrives i det nyanlagte bassin. Oven i købet er de blevet ganske tamme og svømmer nysgerrigt frem til beskuelse, når man nærmer sig vandspejlet. Den store mængde fisk gør, at man konstant kan se store, smukke orangegyldne stimer af oplagte guldfisk boltre sig i vandet. Tilmed har sygehuset indkøbt to 30-40 centimeter lange, smukke koikarper plus en snes stykker i lidt mindre format. De er fint sartguldgyldne og giver et smukt farvespil mellem alle de orange, spættede og perlemorsfarvede guldfisk. I begge ender af bassinnet springer et springvand fra fint anlagte markstensøer, og spredt i bassinnet er plantet opadstræbende vandplanter. Vandspejlet er omgiver af en bred flisebelagt sti, så man kan gå rundt og nyde anlægget fra alle sider, og der er stillet borde og bænke op, så man kan gøre sig det behageligt en stund. Bag guldfiskebassinnet er anlagt en petanquebane, og hele området er beplantet med rækker af paradisæbletræer, busketter af kirsebærlaurbær og store bede med højrøde pelargonier flankeret af mindre pletter med flittiglise til at give endnu mere kulør. Længere ude i periferien står stadig de gamle, smukke egetræer, som har været i området i mange, mange år. Indvielsen af det nye anlæg blev fejret af patienter og personale med petanque- og fodboldturnering og hygge i de nye omgivelser.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...