Guldfuglen er igen landet
Elever vandt i multimediefestival
FLAUENSKJOLD: Det var en flok stolte, næsten euforiske elever, der i går bragte guldfuglen til Flauenskjold igen.
4.-6. klasse deltog i Årets multimediefestival i Aalborg, og med to af deres film, vandt de både 1. præmien, 2. præmien og publikumsprisen.
Ved festivalen var der 34 nominerede kortfilm og cirka 450 børn fra forskellige skoler deltog i det festlige arrangement. Efter flot modtagelse med rød løber og fotografering, blev alle filmene set. Herefter var der en kort pause med fint traktement, og det var nogle forventningsfulde børn, der vendte tilbage til filmsalen, for at vente på dommernes afgørelse.
Jublen blandt Flauenskjold-børnene ville ingen ende tage, da Tommy Hald, TV2 Nord, først bekendtgjorde, at 2. pladsen gik til filmen ”Flash Back.” Helt vildt blev det, da også førstepladsen og publikumsprisen gik til børn fra Flauenskjold skole for filmen ”På kanten.”
Filmene kan om kort tid ses på multimediefestivalens hjemmeside: ”www.multimediefestival.dk”
Det er 7. år Flauenskjold skole deltager i multimediefestivalen, og de har tidligere gjort sig bemærket, idet det i år er 4. gang de henter guldfuglen hjem.
På skolen har man efterhånden oparbejdet en tradition for at arbejde med film på mellemtrinnet i januar måned og multimediefestivalen er kulminationen på dette. Digitale udtryksformer er en væsentlig del af faglige mål i skolen, og arbejdet med film er interessant og motiverende for de fleste børn. De glæder sig altid til forløbet og arbejder meget seriøst og grundigt med tingene.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.