Guldkants-tur til Hjallerup

”Guldkants-tour” til Hjallerup

Folkeklubben skabte liv og stemning i Hjallerup Musikforening. Privatfoto

Folkeklubben skabte liv og stemning i Hjallerup Musikforening. Privatfoto

HJALLERUP:Folkeklubbens ”Guldkants-tour” sendte bandet forbi Hjallerup Musikforening, et besøg hverken band eller det talstærke publikum havde grund til at fortryde. Det blev en forrygende aften, med et særdeles veloplagt band og publikum, der var klar på en fest.

Folkeklubben har markeret sig som et af landets mest hårdtarbejdende bands med rundt regnet 550 koncerter på de fire år orkesteret har eksisteret.

Ud over den heftige turneaktivitet har bandet også formået at skrue to vellykkede albums sammen.

Denne aften fik publikum lov til at stifte bekendtskab med en helt ny sang, som ikke er at finde på plade (endnu). Derefter blev vanviddet sluppet løs med titelsangen ”Danmarksfilm”, som netop er en hyldest til en dem, der tør tænke store tanker og gøre det vanvittige. Herefter så bandet sig ikke tilbage, og leverede en koncert der emmede af overskud, nærvær og nerve.

- Sangskriver, Kjartan Arngrim er en fantastisk frontfigur, der på charmerende vis kan holde publikum i sin hule hånd, fortæller Flemming Christensen fra Hjallerup Musikforening. Hans timing og ordvalg er eminente. Han er om nogen en nationalskjald in spe. Apropos nationalskjald, så blev Kim Larsen, der fyldte 70 år på dagen, hyldet med en version af ”Byens hotel”. Et par andre covernumre havde også fundet vej i settet. Bl.a. en fin country/ragtime version af Benny Holst sangen ”Blomsten og sangen”, samt CV Jørgensens ”Det ganske lille band”.

- Under hele koncerten stod det klart, hvor godt den sammenspillede trio lyder, de mange timer på landevejene skinner igennem. Rasmus Dalls guitar står klart og lyder virkelig godt, og ”Blæksprutten fra Vanløse” Rasmus Jusjong rejsekuffert-tromme lægger en solid bund og udfordrer i lydbilledet.

- Vi kommer godt rundt i sangene fra deres to album som på fornem vis blæser den danske spillemandstradition op i et popformat. Sangene er til den tænkende hjerne og det bankende hjerte. Denne aften må en smuk ”For Elisabeth” fremhæves, sammen med de dundrende ”Bagmænd og supertanker” og ”Dora Maar”.

Aftenens koncert sluttede med to ekstra numre, den flotte ”Par #7” og festen lukkes ned med det store hit, ”Fedterøv”, der i første omgang blev leveret akustisk nede blandt folket, der klappede og sang endnu højere med. Følelsen af at være i rigtig godt selskab var total.

Folkeklubben spørger retorisk i deres hitsang ”For pengene” ”Er du i det for pengene? Er du én af drengene?”

- Der er ingen tvivl om, at Hjallerup fredag aften meldte sig ind i (Folke)klubben og blev én af drengene.

Næste koncert er fredag 13. november, hvor Bent Fabricius Bjerre kommer til Hjallerup og spiller sange og fortæller anekdoter, fra en af de største musikalske karrierer landet har set.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.