Aalborg

Guldmedalje og guldkarameller

BRØNDERSLEV:Den røde løber var rullet ud, og der var masser af dannebrogsflag, og skrivebordet var belagt med guldkarameller, da Tina Jensen i går mødte på kontoret på Brønderslev og Oplands Elforsyning i Brønderslev. Tina Jensen var med det danske floorball-landshold i Singapore, og var med til at vinde verdensmesterskaberne. Formand for Brønderslev og Oplands Elforsynings bestyrelse, gårdejer Erling Andreasen, konstaterede, at det er noget af en sensation, at en BOE-ansat kommer hjem med et verdensmesterskab. Der blev selvfølgelig også udråbt et leve for Tina Jensen. For Tina Jensen betyder det et farvel til landsholdet. - Jeg har taget min tørn, og jeg synes, at der skal yngre kræfter til, siger Tina Jensen. Hun fortsætter dog med at spille floorball. Tina Jensen kunne fortælle sine kollegaer om den spændende tur til Singapore. Der blev spillet seks kampe, inden verdensmesterskabet var i hus, og Tina Jensen kom på scoringslisten. Det danske landshold spillede uafgjort 3-3 i åbningskampen mod Singapore, men vandt så resten. Danmark skal i 2007 være vært for verdensmesterskaberne. Tina Jensen siger, at hun ikke stiler efter at komme med på landsholdet til den tid. - Det var en kæmpe-oplevelse at være i Singapore. Der er imponerende mange højhuse. Der var 35-40 grader, og de haller, der ikke var air condition i, var det ulideligt at spille i, fortæller Tina Jensen, der er mange oplevelser rigere.