Guldmedaljer til BI-hold

Brønderslev slog Dalum, og det gav guld

Det vindende hold. Privatfoto
Brønderslev 25. juni 2014 12:04

BRØNDERSLEV: Finalen i U21 B slutspillet blev afviklet på JKE-Park i Brønderslev mellem Brønderslev og Dalum.

Tilskuerne blev vidne til en velspillet fodboldkamp præget af fair play og to dygtige fodboldhold, hvor BI vandt guld.

Brønderslev IF dominerede kampens første halve time, og på trods af behjertede forsøg – heraf to på målrammen, blev det gæsterne fra Dalum IF, som efter 35 minutters spil kunne juble over Andreas Broholms flotte afslutning og efterfølgende scoring efter et dygtigt iscenesat contra angreb.

Efter halvlegsstillingen 0-1 indledtes 2. halvleg i et mere moderat tempo. Hjemmeholdet fik efter et kvarters tid sat et højere pres på Dalum, og Emmanuel Matongo udlignede på en ripost tæt under mål efter flot opspil. Kort tid senere bragte Lasse Christoffersen Brønderslev i front efter et flot hovedstød. Mod kampens slutning afgjorde Mathias Sørensen reelt den underholdende og velspillede fodboldkamp, da han headede en returbold i målet til slutresultatet 3-1.

Efter kampen blev begge holds spillere og trænere/ledere hyldet på behørig vis med overrækkelse af DBU’s guld- og sølvmedaljer - samt pokal til Brønderslev IF.

Den velspillede fodboldkamp blev således et flot punktum på U21 rækkens B-slutspil, mellem vinderne af pulje 5 og pulje 4 – Brønderslev IF og Dalum IF.

Brønderslev nåede finalen på bekostning af Aars, FC Skanderborg og Team Horne/Hirtshals. Dalum trak det længste strå i forhold til OKS, Horsens fS og Gråsten Boldklub.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...