Skagen

Guldmedaljer til de lokale billardspillere

SKAGEN:Weekenden bød på endnu mere succes for Skagen Billard Klub. I sidste måned sikrede skagboerne sig oprykning til landets bedste række, Elitedivisionen, ved at vinde 2. division vest, og i weekenden skulle man så forsøge at besejre vinderen af 2. division øst, Tåstrup, i kampen om DM for 2. divisionshold, det såkaldte Unionsmesterskab. Det lykkedes, og de lokale billardspillere vendte søndag aften hjem fra hovedstaden med guldmedaljerne om halsen. Sejren kom dog først i hus efter en utroligt tæt finale, som endte uafgjort 4-4, men da Skagen havde en totalscore i de fire spillede kampe på 2606 points mod Tåstrups 2458 points, blev det afgørende for, at guldet gik til Skagen. For Skagen vandt Kasper Axelsen (snit 38,88), mens både Michael Sørensen (46,66) og Lars Thomsen (63,63) spillede uafgjort. Lars Christensen (46,00) tabte sin kamp. Ved hjemkomsten til billardklubben på Skarpæsvej søndag aften var en stor del af klubbens øvrige spillere og ledere mødt op for at ønske vinderne tillykke, og sejren blev fejret på behørig vis med tale og champagne. Efter en lang sæson kan spillerne nu se frem til et par måneders pause, inden træningen til den kommende svære sæson i Elitedivisionen indledes. Eneste spiller, som stadig har mere at spille for i indeværende sæson, er Lars Christensen, som 26. april skal til Odense og spille semifinale i Mesterrækkens Unionsmesterskab.