Guldregn over dansk landshold

Claus Smidstrup
Det danske kokkelandshold fejrede fire guldmedaljer ved det netop overståede Culinary Olympic Games i Tyskland. Landstræner og teammanager Per Mandrup er nummer syv fra venstre. Foto: Jan Andersen
Sverige 25. oktober 2008 06:00

Det danske kokkelandshold opnåede hele fire guldmedaljer ved det netop overståede OL, Culinary Olympic Games, der blev afviklet i forbindelse med en fødevaremesse i Erfurt, Tyskland. De fire medaljer var det bedste resultat nogensinde, men det rakte alligevel kun til en samlet sjetteplads. - Der vi lidt utilfredse med ... men sådan er det, når man bevæger sig i et politisk miljø, siger landstræner Per Mandrup med henvisning til lidt særegne pointgivninger ved konkurrencen, der havde deltagelse af kokke fra 53 lande. Blandt dem var der tre, der ligesom Danmark fik fire guldmedaljer, som altså ikke viser, at man var bedst, men at man er på et særdeles højt niveau. Og det gælder altså for Danmark og de tre lande øvrige i "varmt køkken", som dækker over disciplinen: Lav og server tre retter mad til 110 personer inden for et bestemt tidsrum. Undervejs tager dommerne 10 tallerkner ud og bedømmer dem - blandt andet på om de har et ensartet udseende. De øvrige discipliner er "koldt bord", som ikke har noget med et traditionelt dansk kold bord at gøre, men som dækker over Culinarian Art i tre discipliner; diverse koldt, en hovedret og alt det søde. Det er naturligvis ikke noget en samling kokke bare gør, tværtimod ligger der mange timers træning forud. Faktisk gik forberedelserne allerede i gang for to år siden, efter den anden store kokkekonkurrence, World Cup, der i 2006 blev afviklet i Luxembourg. - Vi begynder med at forsøge at gætte, hvad trenden bliver og udvikler så derudfra, siger Per Mandrup, der i ni år havde ansvaret for alle levnedsmiddeluddannelser på Teknisk Skole i Aalborg og som nu er direktør i sit eget konsulentfirma, Måltidskonsulenterne, der har hovedsæde i Egense. Udover at han er ved at relancere Henne Kirkeby Kro og altså - på frivillig basis - er landstræner for kokkelandsholdet. Også for kokkene er det hjerteblod, og de samles - for eksempel hver weekend siden sommer - for i tre dage at forberede sig til OL. Deres spore er kærligheden til deres fag, samt at de kan pryde deres cv med deres deltagelse og resultater. Det rakte altså til, at de ved dette OL forbedrede Danmarks placering på verdensranglisten fra nummer 17 til nummer seks, men ikke til at besejre eksempelvis Sverige og Norge. Per Mandrup siger, at man skal forstå historien bag landenes kokkelandshold for at forstå, hvordan Skandinaviens suverænt bedste restaurationland skal slutte sidst. Han forklarer, at landsholdene i Norge og Sverige modtager langt større økonomisk støtte fra erhvervslivet og staten, fordi landsholdet bruges i forbindelse med de to landes fødevarefremstød på eksportmarkedet. - Det svenske landshold har et budget på fem millioner kroner, mens vi - hvis det går højt - når op på 600.000 kroner siger Per Mandrup og tilføjer: - Så jeg synes, det er flot, at vi er nået til, at vi kan puste dem i nakken. Danmark deltog med både et senior- og et juniorlandshold, som i øvrigt opnåede en guld- og en bronzemedalje. Blandt de 14 seniorkokke var danmarksmesteren Allan Poulsen, Restaurant Strandgaarden på Læsø, og Kristinn Kristinsson, Tech College Aalborg.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...