Gulpladefidus er ikke lovlig

AALBORG:I avisen i lørdags fremgik det, at danskerne i stigende grad monterer bagsæder i store luksuriøse firehjulstrækkere syd for grænsen og drager på ferie med hele familien. En tendens som både bilforhandlere og forsikringsselskaber kunne bekræfte. I første omgang hed det fra Told & Skat, at fidusen er lovlig. Det viderebragte vi til bilisterne. Men ifølge funktionschef Poul Gøttsche, Told & Skat Aalborg er forudsætningerne for den lave afgift ikke længere til stede, hvis der monteres bagsæder og derfor er gerningen ulovlig. – Det er klart ulovligt at ændre sådanne køretøjer, som er indrettet til varetransport. Monteringen af bagsæder i en gulpladebil vil være en tilsidesættelse af registreringsafgiftsloven, siger funktionschef Poul Gøttsche, Told & Skat Aalborg. At det ikke er lovligt ændrer dog ikke på, at flere danskere benytter fidusen, når hele familien skal på ferie. Og flere kilder fortæller, at sandsynligheden for at blive opdaget uden for landets grænser er forsvindende lille.