Hadsund

Gulvfusk

? For halvandet år siden fik min datter og svigersøn lagt nye gulve overalt i deres nyerhvervede hus i Hadsund - det er fra 1975. De fik et firma fra byen til at lægge det: 70 kvm eg til en samlet pris på 23.300,- kr. Kort tid efter begyndte gulvet i entreen at gynge, så man næsten blev søsyg af at træde på det. De fik det omlagt - det skete to gange - og trejde gang skar gulvfirmaet noget af, hvilket ser ud som om det er gjort med en savtakket saks! Det er ikke fint, det er snarere flænset, men ligger tæt op mod gulvpanelet, så de har valgt at leve med det. Men det har ikke fået gulvfladen til at lade være at gynge, og nu er det startet i stuen også. Gulvlæggeren vil ikke gøre mere - han mener, at det oprindelige gulv har været skævt. Burde han så ikke have rettet det op, da han var i gang - eller ha’ gjort opmærksom på forholdet? De unge mennesker er ved at fortvivle - de passer godt på deres ting, de har ikke husdyr, og de er ikke overvægtige! Hvor kan de klage, idet det selvfølgelig er mange penge, også for unge mennesker, og de valgte jo et ”professionelt” firma, for at det skulle være i orden. Bitte og Mogens, Havndal ! - I har fuldstændigt ret: En professionel gulvlægger skal naturligvis kunne lægge et gulv, så det ligger lydefrit, fast og uden væsentlige revner - og det uanset hvor skævt det gamle måtte være. Hvis det var så let at lægge gulve, at man bare kan smide det på med hjernen på stand by, bind for øjenene og uden at tjekke, om undergulvet er ret - hva fa’en skal vi så med uddannede gulvlæggere? Jeg går ud fra, at det nye gulv er lagt “flydende” - ellers kan man vel ikke sådan hive det af og på flere gange i rap - og jeg regner med, at undergulvet er af beton. Sådan er det nemlig i næsten alle parcelhuse fra 70’erne, og uden at være hverken professor eller detektiv med røntgenblik kan jeg også regne ud, at gulvet nok er halvdårligt isoleret, revnet hist og pist og en smule skævt - sådan var det nemlig også i halvfjerdserne: Det gik stærkt, og Herregud - når der alligevel skal ankeldybe tæpper fra væg til væg, er der ingen der ser et par buler eller tre, når musikken spiller. Der findes tusinder af hylende skæve betongulve i danske huse, og i dem fra 70’eren er det helt galt - jeg udlover på stedet en is til hver eneste, som kan fremvise et originalt 70’er gulv, som er helt lige - det vil sige under 1 mm udsving over en retskinne på 2 meter! Men nu vil alle altså have træ på gulvet, og så må man rette det skæve underlag op, så det overholder gulvfabrikantens normer (max 2 mm på en 2 meter retskinne). Det klarer en prof gulvlægger med den ene hånd bundet på ryggen - og den anden travlt optaget i lommen (fri mig for din smudsige tankegang - han sms’er bare...) - det magiske løsen hedder flydespartel. Men sådan en opretning koster jo penge, og hvis gulvlæggeren har glemt at indregne udgiften i sit faste tilbud, så ryger fortjenesten. Men det er ikke Jeres problem. Gulvlæggeren må og skal rette sin fejl - og forhåbentligvis lære af dem, så han bliver dygtigere til næste gang. Hvad skal jeres datter og svigersøn så gøre? De skal gå ind på www.gulvbranchen.dk - her kan man få at vide, hvilke muligheder man har for at klage over og dermed tvinge en gulvlægger til at gøre sit arbejde ordentligt. Når I har sat jer ind i klagemulighederne, så kunne I jo give gulvlæggeren en sidste chance for at rette sine fejl - før I gør alvor af at klage! Det kunne jo tænkes at gøre så meget indtryk, at han faktisk tager sig sammen. Kjeld Bjerre