EMNER

Gummi og læder invaderer VM i blomsterbinding

Hanne Hosbond tager kinky materialer med sig til VM i blomsterbinding

AALBORG:Der er ikke meget lyserød rose idyl at spore, når blomsterdekoratør Hanne Hosbond om fjorten dage drager til VM i blomsterbinding på den anden side af kloden. Derimod er der masser af læder, gummi og pang på farverne. Sådan har Hanne Hosbond nemlig valgt at fortolke de australske arrangørers tema for VM, der har fået overskriften Fashion, Fantasy og Fetich. Det er især det sidste, Hanne Hosbond har haft i fokus, da hun besluttede at bruge lak, læder, gummi og pangfarver, da hun skulle løse de tre hjemmeopgaver, som alle VM deltagere skal forberede. - Efter jeg repræsenterede Danmark ved europamesterskabnerne, lovede jeg ellers mig selv, at jeg aldrig ville gøre det igen. Det er et kæmpemæssigt arbejde, fortæller Hanne Hosbond, der har arbejdet med blomsterdekoration igennem 24 år blandt andet i sin egen forretning. Da hun blev udvalgt til at stille op for Danmark ved VM, trak det alligevel så meget i hende, at hun kort efter gik igang. Tre bundne opgaver skal deltagerne foreberede hjemmefra, nemlig Et bord for to, Brudebuket og en fri opgave. Hanne Hosbond deltager har for eksempel valgt at udføre brudebuketten som en muffe. Hendes søster Anette, der også er uddannet som blomsterdekoratør, fik i sin tid inspireret lillesøster til at kaste sig ud i det samme fag. Siden er hun blevet dagplejer, men har været til stor hjælp for Hanne Hosbond i hendes forberedelser. Hun har blandt andet syet et kulsort stof-loft til udstillingsstanden. Alt undtaget blomster Hanne Hosbond har fået lavet gulv i sort gummi og et specialdesignet neonfarvet plexiglas materiale til de forskellige opsatser. Imorgen sendes hele herligheden om på den anden side af jorden. Alt. Undtagen det vel mest centrale, nemlig blomsterne. På grund af australiens strikse regler omkring, hvad man må have med ind i landet, skal alle de blomster VM deltagerne bruger skaffes under selve konkurrencen, der løber af stablen den første weekend af september. - Mit håb er helt klart en placering blandt de fem bedste, siger Hanne Hosbond, der i 1995 opnåede at få en 7. plads ved EM.