EMNER

Gundersted får hæder for sit nye multihus

En hel landsby løb med Landsbyprisen 2011

Jørn Rask (th) og Palle Skriver glæder sig over at det lange, seje arbejde med at få Gundersteds multihus op at stå har fået landsbyprisen. Arkivfoto: Henrik Bo

Jørn Rask (th) og Palle Skriver glæder sig over at det lange, seje arbejde med at få Gundersteds multihus op at stå har fået landsbyprisen. Arkivfoto: Henrik Bo

Et årelangt sejt og stædigt træk. Tre millioner kroner hevet hjem til landsbyen og brugt til at afløse den forældede skole med et tip-top forsamlingshus. Den slags kan man få en pris for, og det var lige hvad arbejdsgruppen bag skabelsen af multihuset i Gundersted fik op til weekenden. Her var der årsmøde for landsbyerne i Vesthimmerland og her gik 2011's pris for et godt arbejde for et lille samfund til de lokale fra landsbyen nordvest for Aars. - Vi fik en stribe indstillinger til prisen. Heldigvis er der en del gode projekter i området. Og vi valgte at give prisen til et færdigt projekt som et skulderklap til dem for veludført arbejde, fortæller landsbyudvalgets næstformand, Niels Heebøll. Landsbyprisen er på 5.000 kroner og kan bruges nogenlunde valgfrit på noget, der kommer projektet til gavn. Arbejdede for 700.000 kr. Multihuset har kostet knap tre millioner kroner og rummer møderum, omklædningsrum og forsamlingsrum. Dertil toilet og kiosk der til sammen udgør 379 kvadratmeter. Ansøgerne har selv bidraget med arbejde for små 700.000 af kronerne. Og som det oftest ses, når projekter af den art bliver en succes, så er det lykkedes at få byrådet til at gå forrest. Et blåt stempel herfra i form af en bevilling på 600.000 kroner har banet vejen for multihuset hos andre store bidragydere. Især offentlige, her i form af bevillinger fra Velfærdsministeriet og Indenrigsministeriets LAG-midler. Flere svære tider - Til december er det fire år siden vi begyndte på projektet. Det har været op ad bakke; flere gange har vi været meget tæt på at opgive at få multihuset op at stå. Men pludselig begyndte det at gå hurtigt. Især da det kom i byrådet, fortæller Jørn Rask. Han er et af syv medlemmer i initiativgruppen, der samlede Gundersted-egnens foreninger, fra unge boldspillere til modne pensionister. - Alle har bidraget til det her. Også i den fire måneders byggeperiode, vi havde sat af til at opføre huset. Vi har jo lavet alt tømrerarbejdet og støbt fundamentet, forklarer Jørn Rask. Multihuset stod færdigt i sommer, og de 5.000 kroner fra Landsbyprisen ender også her. - De kommer til at gå til en eller anden form for udsmykning. Hvilken har vi ikke fået talt om endnu, siger den glade iværksætter.