Gunnar bliver ved sin læst

Skomager bliver med egne ord ved til han stritter

EMNER 20. marts 2003 07:00

KLOKKERHOLM: På væggen hos skomager Gunnar Bengtzon hænger et gulnet næringbrev fra 1959. Ved indgangen til værksteder fortæller en gammel reklame at, "julen nærmer sig, og De ved jo, at nye sko er dyre". Den snart 80-årige skomager har mere end levet op til ordsproget skomager bliv ved din læst, for han har arbejdet med sko, siden han kom i lære på Revalideringens Skole i København i 1938. Han kunne ikke længere arbejde som bydreng i Randers, og derfor kom han til København for at lære et nyt fag. - De fandt ud af, at det var det eneste, jeg kunne bruges til, siger Gunnar Bengtzon og griner. Nogle af skomagerens maskiner står i dag på Try Museum, og selvom han stadig tager imod alle kunder, så har håndværket ændret sig meget. - Dengang blev det hele lavet i hånden, siger Gunnar Bengtzon. Fra 1945-1955 havde han værksted i Dronninglund. Dengang var der seks skomagermestre med 12 mand ansat alene i Dronninglund. I dag er han den eneste aktive skomager fra den gamle mesterforening i Østvendsyssel. I 1955 flyttede han til Klokkerholm, og han hentede sko hos indleveringssteder i Dronninglund på sin knallert. I 1960 købte han huset på Klintevej sammen med Erna, som han har været gift med i 56 år. Dengang indrettede de et værksted i det nuværende soveværelse. - De sagde, hvad vil skomageren, med det store hus, det kostede 42.000 kr. I gennem årene har han haft flere specielle opgaver, som kunden i Hjallerup, der brugte nummer 42 i træsko på den ene fod og nummer 44 på den anden. Kunderne kommer langvejs fra for at få lavet deres sko i det lille værksted, hvor et skilt fortæller, at reperationer kun er mod kontant. - De siger, jeg ikke må stoppe, for der er ikke andre tilbage. De sko danskerne går rundt på i dag, har han ikke meget til overs for. - Fodtøj er noget lort i dag, det er syntetisk, og så er der riller under skoene. Det var ikke som dengang, der brugte vi kun læder, siger Gunnar Bengtzon. Han har ikke fortrudt, at han kom ind i skobranchen. Hver dag har været fylt med nye opgaver. - Jeg er ikke rendt på opgaver, som jeg ikke kunne klare, lyder det fra Gunnar Bengtzon. Han har været ramt af tre blodpropper, og han er blevet opereret otte gange, men det stopper ikke Gunnar Bengtzon. - Jeg skal have noget at stå op til, det er jeg nødt til. Han har bevaret det gode humør, og han husker stadig en kommentar fra en overlæge på Aalborg Sygehus. - Vi kan pille alt indværket ud af dig men ikke humøret. Gunnar Bengtzon har trappet lidt ned, siden han blev 70 år, men han holder ikke op. - Jeg bliver ved til jeg stritter, siger han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...