Gunnar rækker op mod stjernerne

Efter sejren i "Stjerne For En Aften" er Gunnar Mikkelsen er allerede i fuld gang med indspilningen af sin første plade. Det har været en hektisk uge

Ved mixerpulten i Chiefment studiet sidder Chief One og trykker koncentreret på computerens knapper. Han råber kommandoer til den nyslåede stjerne Gunnar Mikkelsen, som står i boksen og arbejder med andenstemmen til nummeret "Dusty Road", som han selv har skrevet i Canada. Dommeren fra Stjerne For En Aften og studieejeren Chief One skal producere Gunnar Mikkelsens første plade sammen med den skaldede kapelmester fra talentprogrammet, Joakim Pedersen, som sidder ved siden af og ser lige så koncentreret ud. Da Gunnar Mikkelsen kommer ud af boksen, udtrykker han en vis bekymring for, om andenstemmen er god nok, og om de kan nå at indspille guitaren. - Det skal vi nok nå, og det lyder skidegodt, siger Chief One, som sammen med de to andre rocker til det foreløbige resultat. - Er der en superguitarstemmer til stede? spørger Gunnar Mikkelsen ud i luften. Joakim Pedersen hjælper Gunnar Mikkelsen med at få guitaren til at stemme. - D-strengen er lidt lav, siger han til den unge stjerne. - Slap af museøre, lyder det kvikke svar fra Chief One. Rummet er en blanding af sterilt, hvidmalet pladestudie med maskiner og hyggelig dagligstue med lædermøbler, whiskeyflasker på hylderne og et bord, der flyder med cola, mælk og musikblade. Mens de to andre stemmer guitaren, fortæller Chief One begejstret om sin nye elev. - Han er et fucking megatalent, som kan det hele selv. Jeg har kun været i studiet med ham en dag, og det er en fornøjelse, at der kommer en fyr med sine egne sange, spiller guitar og synger selv. Det er lidt af en begmand til de folk, som vrænger på næsen af de her talentkonkurrencer. Og så er Gunnar meget bevidst om, hvad han vil være med til. Han vil lave sine egne ting, som han selv kan stå inde for, og hvis pladeselskabet ikke gider det, så bliver det uden mig, siger han. Det er stærkt, siger Chief One. Guitaren kommer i kassen. Alle er tilfredse og turen går videre til Universals kontorer i det indre København, hvor interviewet skal foregå. Som Indiana Jones For en uge siden var Gunnar Mikkelsen en ganske almindelig ung mand fra Vestbjerg nord for Aalborg, hvis største ambition var at se så meget af verden som muligt. Nu er han med ét slag i gang med at indspille sin egen plade efter den overraskende sejr i Stjerne For En Aften. Og den 21-årige nordjyde lægger ikke skjul på, at det har været overvældende. - Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke havde været hektisk. Nu skal alle hurtigst muligt hægtes fra den togvogn, der hedder "Stjerne For En Aften", over til en anden, som hedder Gunnar Mikkelsen. Men det har da været vildt fedt at vinde over alle favoritterne. Det havde jeg ikke regnet med, siger Gunnar Mikkelsen. Billedet af den eftertænksomme unge mand fra talentprogrammet lyver ikke. Gunnar Mikkelsen er ikke ved at falde på halen over sin nye tilværelse. Selv om han nyder den, har han svært ved at sætte ord på, hvordan han har det lige nu. - Jeg har det...det ved jeg ikke, siger Gunnar Mikkelsen og kaster sig lidt forlegent tilbage i sofaen og vrider sig, mens kuglepennen får et par ekstra ture mellem fingrene, før han fortsætter: - Jeg har det som Indiana Jones i treeren, hvor en af forhindringerne er, at han står ved en kløft og skal træde ud, hvor der ingenting er. Jeg skal kaste mig ud i noget, og jeg ved ikke, om det kan bære eller briste, siger Gunnar Mikkelsen. Siden i fredags har Gunnar Mikkelsen været meget isoleret. Han har ikke engang haft tid til at snakke i telefon med vennerne. Den eneste respons, han har fået, er fra de 1100, som har skrevet i hans gæstebog på "Stjerne For En Aftens" hjemmeside, og fra sin familie. - De er vildt stolte af mig, og så mener de, at det bringer familien tættere sammen. På gæstebogen har reaktionerne også været overvejende positive, selv om der er nogen, der synes, at jeg var for ung, eller at Jan Nielsen skulle have vundet. Men det er også okay, for folk har jo forskellig smag, siger Gunnar Mikkelsen. Der er også kommet nogle sjove henvendelser fra folk på gæstebogen. En del piger har tilbudt ham at komme og ride en tur på deres hest, mens andre ligefrem vil sælge en hest. Klaver med tæerne Allerede i søndags begyndte han arbejdet med det kommende album, og det har været den mest spændende oplevelse siden sejren. - Det er spændende at prøve sådan noget første gang. At der kommer tromme og bas på og opleve, hvordan noget, der er født i ens eget hoved, kommer ud, beretter en smilende Gunnar Mikkelsen. Han har indspillet grundsporene til to sange, og så er der arbejdet videre med sangen, der hedder "Dusty Road". Universals målsætning er, at der i løbet af en uges tid kommer en single, som skal spilles i radioen. Gunnar Mikkelsen fortæller, at det især er vigtigt at komme hurtigt ud med hans musik, mens han er husket, fordi det ikke er den slags, som folk normalt hører. Stjernefrøet er på den ene side nervøs for, hvordan det kommer til at gå, og på den anden side ikke. - Jeg prøver så vidt muligt at få mig selv ind i det. Hvis jeg gør det og ser i bakspejlet, at det ikke gik, så har jeg lavet det, jeg ville. Hvis jeg nu lavede noget, andre ønskede, og det ikke gik, så ville jeg ærgre mig. Men jeg er nervøs over, at jeg nu åbner mig selv for Danmark, og så er jeg meget sårbar. For folk kan kritisere mig, så meget de vil. Derfor vælger jeg at tænke på det første, for det holder mig fra nervøsiteten, siger Gunnar Mikkelsen. Mange af stjernerne fra de mange talentprogrammer i fjernsynet falmer efter en enkelt plade, men Gunnar Mikkelsen håber, at han har, hvad der skal til for at trænge gennem mængden. - Det vigtigste er, at jeg selv skriver musik og tekst. Jeg kan ikke sætte mig ind i at skulle synge andres ting, for hvad er det for tanker, der er gået gennem deres hoveder? Min musik er også mere rock end rendyrket pop, og jeg tror, at rocken er mere tidløs. Desuden skaber min musik gode muligheder for at komme ud på nogen spillesteder med et band og skabe lidt stemning. Her er det vigtigt for mig at være med på guitar, for jo mere man er med, des bedre føles det. Hvis jeg kunne spille guitar med tæerne, så ville jeg også gøre det, siger Gunnar Mikkelsen. Ingen kæreste Den unge fyr er født og opvokset i Aalborg-forstaden Vestbjerg. Her gik han i skole, indtil han kom på efterskole i Mariager. Efter gymnasietiden på Aalborg Katedralskole drog Gunnar Mikkelsen til Berlin med tre kammerater for at arbejde, men et halvt år efter begyndte han at længes efter naturen. Derfor søgte han job på en ranch i Canada. I det hele taget har både hans tre søskende og ham selv rejst meget, selv om hans mor altid er bekymret for, om det ikke er lidt for farligt. - Men allerede i en ung alder tænkte jeg over, hvad folk fortryder, når de engang står ved livets afslutning. Jeg tror, de tænker: "Hvorfor gjorde jeg ikke det?" Derfor gør jeg, hvad jeg har lyst til, selv om jeg hele tiden får at vide, at jeg skal tage en uddannelse. Men jeg er ligeglad, for jeg vil ikke sidde som en gammel bitter mand, fastslår Gunnar Mikkelsen. Derfor er drømmen også at sejle med et hospitalsskib op langs Afrikas kyst på et tidspunkt, og i det hele taget vil han gerne se hele verden. - Jeg føler mig snydt, hvis jeg ikke når at få set hvert et lille sted i verden, så den kommer jeg til at udforske. Jeg føler faktisk også, at det er et ansvar for mig at få indtryk fra hele verden, hvis jeg som 21-årig skal lave musik, der også siger en 30-årig noget, siger Gunnar Mikkelsen. Den ellers rolige nordjyde er konsekvent i sine handlinger, og det gælder også kærlighedslivet. Gunnar Mikkelsen har ikke haft en kæreste i fem år. - Jeg har det sådan, at hvis det kommer, så kommer det. Jeg vil ikke gå på kompromis med kærligheden. I won't settle for less (red. jeg vil ikke nøjes), siger Gunnar Mikkelsen.