Aalborg

Gunstig aftale for Aars HK

Samarbejde med Aab Håndbold sigter på at bevare talenterne i Nordjylland

AARS:Med underskriften på en samarbejdsaftale med Aab Håndbold forventer Aars HK at have sikret sig et gunstigt udgangspunkt for klubbens talentudvikling på herresiden. Det vurderer Lars Bjørn, formand for Aars HK's eliteudvalg. Underskriften blev sat forleden, da Aab Håndbold besøgte Østermarkhallen i forbindelse med et sponsorarrangement. Med aftalen bliver Aars HK en direkte fødekæde til Aab Håndbolds ligamandskab. Det bekymrer ikke Lars Bjørn. - Det er, når det kommer til stykket, ikke mange spillere, der har potentiale til at blive ligaspillere, så der er ikke tale om, at vi står til at miste et halvt hold, påpeger han. Tværtimod kan Aars HK ligeså godt blive vindere i spillet, for Aab Håndbolds ligaspillere kan også havne på håndboldgulvet i Aars. - Man kan sagtens forstille sig, at det vil være mere attraktivt for en marginalspiller i Aab Håndbold at udvikle sig på Aars HK 2. divisionshold i en sæson end på andetholdet i Aab, understreger han. Hele øvelsen handler om at styrke nordjysk håndbold generelt. - Vi ved godt, at vi kommer til at aflevere spillere til Aab Håndbold. Men der er ingen grund til, at vi skal holde på en spiller i Aars HK, der har format til at spille på et ligahold. For os gælder det om at sikre, at talenterne bliver i Nordjylland, siger Lars Bjørn. Med aftalen har Aars HK lagt alle følere om vesthimmerlandske fusioner på hylden og også fastlagt sit eget ambitionsniveau for de nærmeste år. - I øjeblikket er det ikke realistisk for os at have ambitioner om et ligahold. Det ville kræve en økonomi, som jeg kan få kuldegysninger bare af at tænke på. Vi håber, at stabilisere os i 2. division og måske kigge op i 1. division en gang imellem. Aftalen med Aab Håndbold indebærer først og fremmest, at ligaklubben fra Aalborg holder et vågent øje med talenterne i Aars og hjælper med udviklingen af lokale trænere. Spillere og trænere får også mulighed for at deltage ved fællestræninger i Aalborg.