Guterres ny UNHCR-chef

NEW YORK: FN's generalsekretær, Kofi Annan, udpegede tirsdag Portugals tidligere premierminister Antonio Guterres til chef for FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR), oplyser FN. Guterres var en af otte kandidater til posten. Dermed er danskeren Søren Jessen-Petersen, der også var kandidat til posten, ude af billedet. Søren Jessen-Petersen er tidligere vicehøjkommissær for flygtninge og bestrider i øjeblikket posten som Kofi Annans særlige udsending i Serbiens FN-administrerede Kosovo-provins. UNHCR er verdens største flygtningeorganisation og har et årligt budget på tæt ved en milliard dollar (5,7 milliarder kr.). Organisationen har 6000 ansatte i 115 lande og arbejder for at forbedre forholdene for 17 millioner hjemløse mennesker. Når FN's Generalforsamling godkender nomineringen afløser Guterres den tidligere hollandske premierminister Ruud Lubbers, der trådte tilbage i februar i vrede over de beskyldninger om sexchikane, der var rettet mod ham. Blandt de kandidater, som Guterres var oppe imod, var, ud over Jessen-Petersen, også den tidligere australske udenrigsminister Gareth Evans og den tidligere franske udviklingsminister Bernard Kouchner. FN-talsmanden fremhævede tirsdag Guterres' rolle som Portugals premierminister og tilføjede, at "ud over hans omfattende politiske, erhvervsmæssige og akademiske curriculum vitæ, har hr. Guterres også omfattende erfaring i mange private organisationer". /ritzau/Reuters