Guvernante med ben i næsen

"Jane Eyre"

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

I rollen som den godhjertede Mrs. Fairfax glimrer Judi Dench (t.v.) overfor den væne Jane (Mia Wasikowska).

Fire stjerner til en pladderromantisk historie forfattet i 1847 af en engelsk præstedatter, Charlotte Brönte, om den umulige kærlighed mellem den blide guvernante og den bryske godsejer - kan det nu virkelig passe? Ja, det kan. For selv om historien siden er blevet filmet i 18 versioner og ni tv-udgaver har manusforfatter Moira Buffini og instruktør Cary Fukunaga skabt en film, der såmænd er ganske tro mod det litterære forlæg. Men er det ved at vende handlingen om i forhold til forlægget. Det begynder dramatisk med en vildøjet og stakåndet guvernante, Jane Eyre (Mia Wasikowska), som desperat flygter fra et dystert gråt slot. Baggrundsmusikkens dystre celloskrig understreger, at der er foregået noget forfærdeligt. Og til sidst finder guvernanten sig fortabt, alene og hjælpeløs ude på den store øde hede, det tordner, og snart pisken regner ned, da hun i fjerne ser et hus med et enkelt oplyst vindue. Hun bliver reddet af den gode præstefamilie Rivers, men opgiver falsk navn, da spørger hvad hun hedder. Hvad er der dog sket, og hvad flygter hun for?. Så får vi historien i flashbacks, den kærlighedsløse opvækst som forældreløs på kostskole, det første guvernantejob på godset Thornfield (bid mærke i navnet tornemark) og mødet med den bryske godsejer Edward Rochester (Michael Fassbender). Det er en historie, der sine steder danser lige på kanten af sentimentalitetens bundløse snøfteri. Især scenen med bedsteveninden, som dør så ensomt i sin seng på den grumme kostskole er næsten for beregnet hjertegribende. Men manusforfatter og instruktør holder tungen lige i munden, og der er masser af plus-oplevelser undervejs. Filmen er optaget i bredformat, her er dramatiske landskabspanoreringer, og lyssætningen med gotisk mørke og lysindfald gennem blyindfattede ruder låner uhæmmet og vellykket fra hollandske mestermalere som Rembrandt og Vermeer. Skuespillet er også ganske fremragende. I barnerollen som Jane Eyre er den unge Amelia Clarkson ganske overbevisende som den troskyldig ærlige pige, der bliver deponeret på kostskole af sin onde tante. Mia Wasikowska virker i begyndelsen en smule for bleg og underdanig som den voksne guvernante, men der kommer straks anderledes fart i replikkerne, da hun møder den mandige godsejer i form af Michael Fassbender. Han savner en ligeværdig at samtale og afsprede sig med på det ensomme gods, og da de to først begynder at flette elegante og formfuldendte replikker, aner vi hurtigt en gryende betagelse og fascination. Det er rigtig godt manusarbejde. og både Wasikowska og Fassbender forstår hver på deres måde at få det optimale ud af deres karakter, som henholdsvis tilsyneladende underdanig, men også ærlig og intelligent pige overfor den hidsigt bryske men også stadigt mere betagede godsejer. Her er kvindelige længsler efter at blive behandlet som ligeværdig, og mandlig længsel efter at finde en åbenhjertig og ikke forstilt kvinde. Ensemblespillet omkring dem er glimrende, især Judi Dench, som oldfrue med hjertet på rette sted funkler, og har du bare en gran af romantik tilbage i dit forhærdede hjerte, vil det uden tvivl blive vakt til live og blomstre, hvis du går ind og ser denne opdaterede, filmiske gendigtning af historien om guvernanten med purt hjerte og ben i næsen. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk "Jane Eyre" USA, 2011. Instr.:Cary Fulunanga. To timer. Till.o. 11 år. Danmarkspremiere.