Guvernør: Dræberstorm er langt fra overstået

Orkanen Florence har krævet mindst otte liv i USA. Der er stadig risiko for massive oversvømmelser.

En kvinde ringer efter hjælp fra sit oversvømmede hus i Lumberton, North Carolina, efter at orkanen Florence har passeret forbi. Foto: Alex Edelman/Ritzau Scanpix
Ulykker 15. september 2018 23:13

De amerikanere, der er blevet tvunget til at lade sig evakuere fra deres hjem på grund af orkanen Florence, må ikke tro, at ødelæggelserne er overstået.

Det kraftige uvejr har givet "episke mængder nedbør" i det sydøstlige USA, og det har skabt enorme oversvømmelser, advarer delstaten North Carolinas guvernør, Roy Cooper.

Derfor kan der komme endnu en ødelæggende fase af den storm, der fredag raserede dele af den amerikanske østkyst.

Vandstanden i floderne kan stige og skabe de største oversvømmelser i North Carolinas historie, advarer myndighederne.

Flere steder er der faldet over 60 centimeter regn. Meteorologerne mener, at der kan komme yderligere cirka 45 centimeter i løbet af weekenden.

Florence er aftaget betydeligt, og uvejret bevæger sig sent lørdag dansk tid med en hastighed af blot nogle få kilometer i timen. Det betyder, at de tunge skyer smider en meget stor mængde nedbør over det samme område.

- Jeg kan ikke sige det tydeligt nok: Vandet stiger, og hvis man ikke passer på, sætter man livet på spil, siger guvernør Cooper.

Der er lørdag aften dansk tid registreret otte døde.

Blandt de omkomne er en kvinde og hendes baby. De mistede livet, da et træ væltede ned over deres hus.

I North Carolina er i alt syv mennesker omkommet, mens nabostaten South Carolina har meldt om et enkelt dødsoffer for uvejret.

- Alle veje i delstaten er lige nu i risiko for at blive ramt af oversvømmelser, siger North Carolinas guvernør.

- Når floderne bliver ved med at stige, og regnen bliver ved med at falde, vil oversvømmelserne brede sig.

Flere lokale myndigheder længere inde på fastlandet beordrer beboerne i en række områder til at lade sig evakuere.

/ritzau/AP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...