Udland

Guvernør trækker sig ud af republikansk præsidentræs

Bobby Jindal opgiver forsøget på at blive nomineret som Republikanernes præsidentkandidat.

Den republikanske guvernør Bobby Jindal opgiver at blive valgt til Republikanernes præsidentkandidat i denne omgang, skriver flere amerikanske medier.

- Tiden er ikke inde for mig, siger Jindal til Fox News.

Opbakningen til den 44-årige guvernør fra delstaten Louisiana har været minimal i adskillige meningsmålinger.

Flere gange har Bobby Jindal ligget helt i bund i det store felt af republikanske kandidater, og han har ifølge nyhedsbureauet AFP også haft svært ved at skaffe penge til sin valgkampagne.

På grund af sin ringe popularitet i de målinger, hvor republikanske vælgere bliver bedt om at pege på deres favorit, har Jindal ikke kvalificeret sig til deltage i tv-debatterne mellem partiets mest populære kandidater.

I den seneste måling var hans opbakning nede på 0,8 procent ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Jindal er den tredje republikaner, som kaster håndklædet i ringen i kampen om at blive partiets kandidat til Det Hvide Hus, når amerikanerne i november 2016 skal stemme om afløseren for Barack Obama.

Rick Perry, guvernør i Texas, og Scott Walker, guvernør i Wisconsin, har også trukket sig.

Med sin beslutning er Jindal på vej helt ud af politik. Han genopstiller således ikke til lørdagens guvernørvalg i Louisiana. Fremover vil han koncentrere sig om at arbejde for en tænketank, han selv står bag.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.