Fodbold

GVL rykkede op

LØKKEN:Med en 1-2 sejr over Jetsmark sikrede GVL Løkkens herrer sig oprykning til serie 3. Med 2-1-sejren til GVL fik champagnepropperne lov at springe til glæde for spillere og trænere. Inden runden lå Jetsmark som nummer 3, og det var derfor ikke uden grund, at træner Steve Pedersen var nervøs inden kampen, der også store dele af tiden bar præg af nervøsitet. Derfor var det også kun i glimt, at man så det spil, som gør, at GVL indtager toppen. GVL kom planmæssigt foran midt i første halvleg efter et flot hovedstødsmål af Christian Mortensen på hjørnespark fra Morten Nielsen. Jetsmark var dog ikke længe om at svare igen. På et tilfældigt selvmål af GVL kom værterne lidt heldigt tilbage i kampen. Første halvleg var meget lige med chancer i begge ender, men med GVL med de største gennemspillede chancer. Derimod var værternes største trussel skud fra distancen. - Efter pausen var det tydeligt, at GVL ville vinde, men man skulle 20 minutter ind i anden halvleg, før Thomas Lohse sikkert afgjorde kampen med et hovedstød efter ripost fra Jens Sørensen. Herefter skulle Jetsmark frem på banen, hvilket gav GVL store chancer, som på det skammeligste blev brændt på stribe, vurderer Jens Sørensen fra GVL Løkken. I de sidste minutter havde Jetsmark et par tilfældige chancer, men GVL spillede sikkert sejren i hus og spillede sig dermed tilbage i serie 3, hvor holdet uden tvivl hører hjemme. Efter slutfløjtet kunne champagnepropperne springe og dermed fjerne trykket for både holdet og staben omkring spillerne. Kampens bedste spiller blev Thomas Lohse, som for første gang i flere kampe viste stor stabilitet gennem alle 90 minutter, og som gang på gang var udfordrende og opsøgende. Man havde ventet et helt år på at bevise lokalområdet, at nedrykningen var en fejl. Derfor var det også glædeligt, at man kunne sikre sig oprykning allerede i 5. sidste spillerunde.