Gylden Lexus-luksus

Man kan godt bruge ordet grøn om det nyeste japanske udstyrsstykke

6
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Høj­re bagsædedel kan om­dan­nes til fly­stol med ind­byg­get mas­sa­ge. Her­af kom­mer det sa­li­ge smil hos ministeraspiranten i sæ­det. Fjern­be­tje­nin­gen er ikke til den ned­fæl­de­li­ge tv-skærm i lof­tet, men til sto­lens mas­sa­ge­funk­tio­ner.

BERLIN:Miljøminister Connie burde ha’ én, og den ville pynte på en kommende Femernbro med transportminister Flemming Hansen i bagsædet. Skatteminister Kristian Jensen skulle ha’ en, hvis blot pengene til indkøb af ministerbiler kunne række. Men der mangler endnu et par hundrede tusinde kroner eller mere, før en ny Lexus LS600h som ministerbil er inden for rækkevidde. Det problem har kronprins Frederik og prins Joachim ikke, så de kan jo passende skifte deres nye Maseratiér ud i en fart. Det drejer sig om øjeblikkets heftigste luksusflyder, der med en begyndelsespris på godt to millioner kroner er uopnåelig for andre end rigmænd, kongehus, fyrster – og ministre. Uden afgift koster det nye miljø-luksusmissil 650.000 kr. så der er lang vej endnu for de fleste. Toyota regner alligevel med at kunne sælge fem-syv eksemplarer det første år. Hvorfor så lige miljøminister Connie Hedegaard m. v.? Jo, fordi den nye Lexus er den første ægte hybridflyder, der sender det interessante signal, at nok er det en gigant på mere end to tons, men den kører også stilfærdigt og miljøvenligt på elkraft, når dens kæmpestore V8-motor kobles fra. Det må da lige være sagen for miljøforkæmpere, selv om en Lexus i sammenhæng med miljø svarer til at tage’ elevatoren på vej op til motionscentret. Men der er noget om snakken. Den to et halvt tons tunge luksusbil er både grøn og teknisk utroligt avanceret. Slutresultatet er trods 445 effektive hestekræfter under den lange motorhjelm et gennemsnitsforbrug på 10,8 km pr. liter, minimum udledning af CO2 og ingen skadelige partikler. Hvordan kan det lade sig gøre? Højteknologisk sag Forklaringen følger her. Det nye Lexus-flagskib er vokset i nyeste udgave., både i størrelse og effekt. En bjørnestærk 5 liters V8-motor på 394 heste er forbundet med en enhed, der både rummer generator, elmotor og en trinløs automatisk transmission. Herfra kommer 224 heste, og det hele tøjles af avanceret automatik med træk på alle fire hjul, fordelt med 40 pct. til forhjulene og 60 pct. bag, hvilket ændrer sig alt efter kørselsforholdene. Samarbejdet mellem V8-motor og elmotor er forbilledligt. De to kraftkilder afløser eller supplerer hinanden uden ryk, og tingene fungerer også den anden vej. Det kan aflæses på instrumenter og display i instrumentbordet. Elmotoren får kraft fra en batteripakke, som ifølge Toyota kan holde hele bilens levetid. Ved fuld acceleration tapper elmotoren fra batterierne, mens den producerer energi til dem ved nedbremsning. Det hele foregår tyst og stilfærdigt. Symbiosen fungerer, og det er også tilfældet, når limousinen nærmest går i dvale. I bytrafik under 40 km’s fart, og ved ankomst til hotellet og udkørsel fra parkeringshuset arbejder elmotoren alene, mens motorens otte cylindre snupper sig en lur. Det foregår så stilfærdigt, at man fristes til at forsøge at genstarte maskineriet. Det er der nu ingen grund til, for V8-motoren springer selv i gang, når farten øges, eller det er småt med batterikraften. Kræfternes frie spil Mere gang i den er der, når hybridkæmpen lugter motorvej af den tyske slags uden fartbegrænsninger. Det er nok meget klogt, at der er elektronisk fartbegrænser ved 250 km/t. for her er kræfterne langt fra sluppet op. Og hvad værre er, det er sjovt at køre stærkt i en bil, der assisterer sin chauffør så vedvarende og intelligent. LXS600h køres naturligvis med automatgear, men der er lagt nogle kunstige trin ind, hvis man selv vil røre i gryden. Specielt i en kort version er bilen frisk, og lever op til sin status som ny topmodel. Motoren er bjørnestærk, og bliver på intet punkt grov i mælet, selv om den sammen med elmotoren kan sende limo’en op over de 200 km/t. på et øjeblik. Der er fuldt moment lige fra starten, og det afspejler sig også på mellemtiderne. Mens de første 0 til 100 km/t. klares på 6,3 sek., tilbagelægges 80-120 km/t på bare 4,3 sek. Og skulle man finde på at stille op til dragracing er tiden på 400 meter 14,3 sek. På motorvej og landevej foregår det ganske udramatisk. Der er ikke megen krængning og dækhyl, for det hele overvåges, kontrolleres og understøttes af avanceret elektronik. Bliver de smalle fhv. østtyske landeveje alt for bugtede, sætter et tryk på knappen mærket Sport bilen op til mere frisk kørsel, men mon ikke de fleste bliver i den komfortstilling. Der er jo trods alt tale om en bil i kategorien: MC – Med Chauffør. Massage i bagsædet Her er det på sin plads med en advarsel. Tag ikke plads i bagsædet i Lexus-udgaven med ekstra lang akselafstand. Her er der nemlig plads til at transforme sædet til noget, der ligner et flysæde på første klasse. Samtidig med at ryglænet glider tilbage, skyder en fodskammel frem, så man kan sidde udstrakt. Men kun hvis man er af middelhøjde. En høj skandinav vil ikke kunne strække benene. Men man sidder såmænd også godt, selv om man ikke kan ligge udstrakt. Det der ligner fjernbetjeningen til den nedfældelige tv-skærm i loftet eller til den separate bagsæderadio med 19 højttalere, er betjeningen til flystolen. Der er indbygget varme eller køling samt et sindrigt massagesystem, så man kan få en gang shiatsu-massage. Massagestolen er blot en af utallige ekstravagante teknologiske finurligheder. De kan groft sagt deles op i to kategorier: En hel stribe på komfortsiden, og i flæng nævner vi: Lukkehjælp til døre og bagklap, varme- og støjisolerende ruder, regnsensor, elektriske solgardiner, memori funktion for sæder, seler, rat og sidespejle, varme og køling i alle sæder, el-justering af nakkestøtter med indbygget airbagfunktion, bakkamera og p-sensor. Teknik for alle På tekniksiden er udstyret lige så omfattende, og også her varierer det efter hvilken af i alt tre udstyrspakker, der vælges. Her kan nævnes: ABS og EBD-bremsesystem med antispin og stabilitetskontrol, forlygter med LED-lys og aut. nedblænding, elektronisk parkeringsbremse, fartafhængig el-styring, dæktryksensor, differentialspærre, antipiskesmæld-sæder, gardin- og knæairbags, aut. dobbelt låsning af døre og bagagerum. Glemte vi noget? Så kan soltag, smartcard i stedet for nøgle, varme i rattet, alcantara loftbeklædning, DVD og køleboks bagi hjælpe på listen over julegaveideer. Yes minister. Lexus LS600h er måske ikke for familien Danmark, men nu ved du hvad man kan få for et par millioner.