Gyldent år for øl i lokalt øllaug

AARS:Den traditionelle pilsnerøl har fået kamp til stregen rundt om på brugser og supermarkeders hylder. Interessen for at smage på øl med andre smagsindtryk end den traditionelle danske pilsner opleves også i Vesthimmerlands eneste regulære forening for ølentusiaster. På kun to år er Tordenkalvens Øllaug vokset fra nul til knap 80 medlemmer. - Men selvom vi er tilfredse med medlemstallet, har vi stadig behov for at være synlige i Vesthimmerland, pointerede foreningens formand Torsten Hansen på øllaugets generalforsamling forleden. Øllauget blev nemlig blandt andet stiftet for at udbrede kendskabet til godt øl i Vesthimmerland. Og Torsten Hansen noterer sig da også, at antallet af udsalgssteder med godt øl stiger i Vesthimmerland. Det gælder både supermarkeder i de større byer og enkelte værtshuse. Tordenkalvens Øllaus har internt holdt en række ølsmagninger i årets løb, men også udadtil har lauget argumenteret for det gode øl. Tordenkalvens Øllaug har blandt andet optrådt med en stand på Livsstilsmessen i Aars Lystanlæg i sommer og været på skærmen i TV2 Nord. Generalforsamlingen genvalgte Torsten Hansen som formand. Han kvitterede til gengæld med et to timers foredrag om øllets 8000 årige historie med tilhørende ølsmagning.