Lokalpolitik

Gyldne håndtryk i en sparetid

Hjørring og Frederikshavn kommuner forgylder fratrådte topchefer.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Jesper Christensen (tv) fik 3,4 mio. kr. og en plads som nr. 7 på Top 10 over største gyldne håndtryk. Billedet her er fra hans tiltrædelse, hvor Knud Størup havde en gave med til kommunaldirektøren. Arkivfoto: Henrik Louis

Hjørring og Frederikshavn Kommuner ligger som nummer henholdsvis 7 og 8 på en Top 10 over de største gyldne håndtryk til kommunale chefer, der er fratrådt før tid de seneste tre år. Det viser en opgørelse fra magasinet Kommunen. Se tv om sagen her Listen toppes af Frederikssund Kommune, der måtte slippe næsten 4,8 millioner kroner til kommunaldirektøren, der blev fyret i 2008. Hjørring Kommune fritstillede i marts 2009 kommunaldirektør Jesper Christensen, og det kostede kommunens skatteydere 3,4 millioner kroner, svarende til 16 måneders løn til den fyrede kommunaldirektør. Jesper Christensen havde på det tidspunkt tre år tilbage af sin åremålsansættelse, men indgik et forlig med kommunen. Frederikshavn Kommune måtte i efteråret 2010 slippe 2,8 millioner kroner til børne- og kulturdirektør Lis Rom Andersen, der valgte at fratræde sit job inden udløbet af åremålskontrakten. 75 millioner på tre år I alt har 24 danske kommuner de sidste tre år udbetalt 75 millioner i fratrædelsesgodtgørelser til topchefer. Alene på kommunaldirektør- og direktørniveau har det i 30 sager kostet kommunerne 58 millioner kroner. - Skæv behandling Formand for FOA, Dennis Kristensen, mener, det viser "en skæv behandling af de ansatte, som er helt grotesk": - De beløb lyder meget voldsomme, og de bliver virkelig sat i relief af det, man i dag ofrer på en almindelig medarbejder, når man nedlægger vedkommendes stilling. Det er et frimærke, siger Dennis Kristensen til magasinet Kommunen. Kortere fratrædelse DJØF, der repræsenterer de fleste kommunale chefer, mener, det skal være dyrt at skille sig af med offentlige chefer. KL vil derimod i de kommende overenskomstforhandlinger arbejde på at fratrædelsesgodtgørelsen sættes ned fra tre til højst et års løn på åremålskontrakter. - Vi er ikke interesseret i at udbetale penge til folk, der er stoppet hos os. Det får vi sådan set ikke noget for, siger Michael Ziegler (K), borgmester i Høje-Taastrup Kommune og topforhandler i KL, til Politiken.