Børnepasning

Gyldne løfter til børnefamilierne

V og K lover også billigere pasning, så børnefamilierne bliver vinderne uanset resultatet

KØBENHAVN:Der er flere tusinde kroner på vej til de danske småbørnsfamilier lige meget, hvem der vinder valget 8. februar. Venstre og de konservative matchede i går Socialdemokraternes tilbud om en makspris på 1000 kroner i daginstitutionerne med et løfte om, at prisen på pasning sættes ned, så egenbetalingen højest må være 25 procent. Derudover vil V og K sætte børnechecken op med 2000 kroner årligt for børn under tre år, så bortset fra flere penge til forskning er børnefamilierne det store slagnummer i valgkampen. - Vi vil give børnefamilierne en hjælpende hånd, da det er dem, der skal sikre fremtiden, siger Anders Fogh Rasmussen. For en familie i Aalborg med et barn i dagpleje og et i børnehave vil V og Ks forslag betyde 12.000 mere om året. Socialdemokraternes forslag vil til gengæld give den samme familie 16.000 mere, og Socialdemokraternes formand tror da også mest på sit eget forslag. - Det er klart, at regeringen kommer halsende efter. Det havde jeg også regnet med. Men det forslag, vi har lagt frem for to år siden om maksimalt 1000 kroner, det er det bedste bud, siger Mogens Lykketoft. V og Ks Løfter til børnefamilierne vil koste otte milliarder, og de penge skal tages af det samlede råderum på 30 milliarder frem til 2010. Dermed er der færre penge til skattelettelser eller andet, som skaber job, men det er der ikke noget galt i, mener Anders Fogh Rasmussen. - Det her er jo et led i det store fremtidsprojekt, for børnefamilierne skal være med til at sikre Danmarks fremtid. Man kan sige, at det virker som en skattelettelse for de pågældende, siger han.

Forsiden