Retspleje

Gyllespredning i retten

Fortsat udeservering generer naboerne

NR. LYNGBY: Farcen fortsætter i sagen om ulovlig udeservering i Fisherman's Rest i Nr. Lyngby. Ved et over to timer langt retsmøde torsdag brugte både anklageren og den anklagede ordet "gyllespredning" om modparten. Der har været fem retsmøder i sagen, siden den startede for over tre år siden - oftest er kun dele af sagen behandlet hver gang. Vidner har været svære at få til at passe ind i kalenderen, og anklagede Svend Hvorslev bor i Skotland om vinteren, så hele året kunne ikke tages i brug. En sjette dato blev udskudt, fordi anklageren havde andre vigtigere sager. Men for parterne er sagen alvorlig nok. Nogle naboer føler sig generet af larm fra stedet. Jørgen Jørgensens sommerhus-bagdør er kun 5,5 meter fra terrassen, hvor Svend Hvorslev har opstillet ni borde med seks siddepladser til hver. Amtet bestemte i 1988, at der ikke må serveres udendørs. - Der er altid folk på terrassen, når det er godt vejr - helt fra åbningen før middag og til langt ud på aftenen. Der er til tider åbnet helt til kl. 4 om morgenen, siger naboen Jørgen Jørgensen. Han føler sig også chikaneret af Svend Hvorslevs kunder. - De banker på vores døre og vinduer og pisser op ad murene. Mine anmeldelser var hængt op i restauranten, så nogle råbte derinde fra: "Er I glade for jeres hus?!" - "Så stop med at anmelde!". Foto-beviser Jørgen Jørgensen følte sig til sidst så provokeret, at han tog en stribe billeder, når der blev serveret, spist og drukket på terassen. Forsvarer Ove Jessen mente, at billederne var ulovlige, taget på en privat terrasse. Og at de derfor ikke kan bruges som bevis i retten. Dommer Helle Dietz tillod billederne - uden at tage stilling til, om de er bevis eller lovlige. Da forsvareren spurgte, hvordan Jørgen Jørgensen kunne se, om det var kunder eller Svend Hvorslevs venner og familie på terrassen, svarede han: - Så må hans familie være stor - de taler både norsk, svensk og tysk. Også landbetjent Kjeld Christensen havde set personer på terrassen tre gange, hvor han ville snakke med Svend Hvorslev. - To gange sad de med øl, men Svend Hvorslev har senere fortalt mig, at det var familie. Svends bror Frank Hvorslev passede dengang stedet. Han havde ikke set landbetjenten, men forklarede, at både peronalet og familien bruger terrassen. - Nogle gange sidder kunderne der, når de venter på andre, der er på toilet. Og vi kan ikke altid forhindre, at folk tager deres mad eller drikkevarer med derud. For at komme på toilet eller fra den ene bar til den anden skal kunderne over terrassen. - Svend Hvorslev må selvfølgelig bespise venner, familie, personale og håndværkere, der hjælper. Og kunderne må også sidde der, de må blot ikke indtage varer. Derfor er der borde og stole, forklarede forsvareren. Bøde: 10.000 kr Anklager Aksel Stigaard krævede en bøde på mindst 10.000 kr. og definerede servering: - Der må ikke være betalende gæster på terrassen, de må hverken spise eller drikke dér. Virksomheden skal holde sig inden for de fire vægge, men der er plads til 54 mennesker på terrassen. Forsvareren mente, at det var udansk at dømme for så lidt. - Og ifølge Menneskerettighedskommissionen burde straf falde bort, fordi sagen har taget mere end tre år, argumenterede han. Det var dét, anklageren kaldte for gyllespredning. Svend Hvorslev sluttede af med at bruge samme ord om anklageren. - Min forbrydelse er, at jeg har gjort Nr. Lyngby interessant. Amtet har chikaneret mig og vil hellere have nakomaner end turister til Nr. Lyngby, sagde han med henvisning til planerne om 80 narkomaner på Hotel Lyngby Mølle. Der falder dom torsdag, men Svend Hvorslev vil anke, hvis han bliver dømt. - Det kan ikke være rigtigt, at jeg skal betale 10.000 kr., hvis et barn spiser en is uden for. Og hvis jeg serverer kaffe for en 75-årig dame, så forstyrrer jeg kulturelle og æstetiske værdier. Politiet har en ny sag på vej efter anmeldelser i 2002.