Gylletanke og sports-arenaer fra Aalborg

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Henrik Junker glæder sig over, at vejret i Oslo var bedre sidste vinter, da Spæncom opførte Bislett Stadion. Foto: Anders Bach

AALBORG:Helt tilbage i 1958 leverede Nordjysk Spændbeton betonelementer til Ullevi Stadion i Göteborg, men i dag er det især nordmændene, der efterspørger det danske firmas ekspertise på området. Om en god uges tid begynder Spæncom, som firmaet hedder i dag, opførelsen af et nyt sportsstadion med plads til 15.000 tilskuere til fodboldklubben Start Kristiansand. En ordre til 45 millioner kroner. Desuden har man bygget stadions i Stavanger, Bergen og i Oslo, hvor man sidste år leverede og monterede betonelementerne til det nye Bislett Stadion midt i Oslo. - Vi fik kontrakten i sommerferien 2004 og var klar til at begynde monteringen i efterårsferien samme år. 4. april 2005 stod stadionet så klar, fortæller manden, der holder styr på det hele, når Spæncom bygger i Norge, montagechef Henrik Junker. Butikscenter Lige i øjeblikket lægger man sidste hånd på et butikscenter i Fredrikstad, og hvis alt går som forventet, bliver der om ganske kort tid skrevet kontrakt om endnu et norsk stadion: - Udviklingen med opførelse af nye stadions og renovering af mange af de gamle i Norge minder meget om det, vi har været igennem hjemme i Danmark, fortæller Henrik Junker, mens sneen falder kold på Bislett Stadion. Han er særdeles glad for, at vejret var betydeligt mildere sidste år, da Bislett blev opført. 9500 løbende meter tribuneelementer og 13.000 tons andre betonelementer skulle på plads på rekordtid, for arenaen skulle stå færdig til de årlige Bislett Games sidste sommer. Nordmændene havde allerede flyttet det store atletikarrangement til Bergen ét år, mens gamle Bislett blev revet ned, men de ville have det tilbage til Oslo. Og det fik de. Støbes i Danmark Efterhånden ligger 10 procent af Spæncoms omsætning i Norge, hvor man både har opført Norges Bank, en del af Aker Brygge samt snesevis af gylletanke til de norske bønder. Omkring 15 af disse tanke sendes til Norge hvert år. Også når det gælder byggerierne, støbes søjler, bjælker, huldæk og alle de andre elementtyper hjemme i Danmark og fragtes på lastbil til Norge, hvilket giver godt med arbejde til Spæncoms vognmænd. Flinke nordmænd Monteringen foretages af Spæncoms egne folk: - Vi har cirka 10 mand på montageholdet, og når vi er i gang, er de normalt i Norge fra mandag til torsdag, fortæller Henrik Junker. Han ser ingen problemer i at arbejde under norske forhold: - Man skal have styr på skat og told, men ellers er det lige ud ad landevejen. Nordmændene er flinke og rare at arbejde sammen med og minder ikke så lidt om nordjyder, mener Henrik Junker.