Gylleudlægger brød i brand
Brandvæsenet blev klokken 03.39 kaldt til brand på Rute 26
Opdateret kl. 10:40
SUNDBY: En gylleudlægger brød i brand i nat klokken 03.39 på Rute 26 ved Sundby og spærrede for trafikken en time frem.
- Der gik ild i de elektriske installationer. Ilden var dog slukket da, vi kom frem og der var kun gløder tilbage, siger indsatsleder Mogens Hansen, Nordjyllands Brandvæsen.
Gylleudlæggeren var på vej fra Thy til Frøslev, da branden opstod.
Branden gik ud over hydraulikslanger, og gylleudlæggeren spildte en mindre mængde olie på kørebanen, der blev fjernet af beredskabet.
Det var i nat ikke muligt for beredskabet at rekvirere en blokvogn til borttransport af gylleudlæggeren.
Køretøjet stod mandag morgen fortsat på Rute 26, mens beredskabet afventede, at en tilkaldt mekaniker reparerede ledningsnettet, så gylleudlæggeren kunne køres bort.
- Det er ikke muligt at flytte gylleudlæggeren uden en blokvogn, men den er trukket ind til siden og generer ikke trafikken, siger Mogens Hansen.
Trods det tidlige tidspunkt opstod der hurtigt kø på Rute 26.
- Efter en times tid fik vi en vognbane fri og regulerede trafikken, indtil gylleudlæggeren blev trukket ind til siden, siger Mogens Hansen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.